Hanstholm Havn er klar til første spadestik på udvidelse

Med regeringens bevilling på fem millioner årligt de næste 25 år til oprensning af sand ved Hanstholm Havn er vejen nu banet for en udvidelse af havnen.

Hanstholm Havn
Foto: Arkiv

Efter 10 års tilløb står Hanstholm Havn nu over for at skulle igangsætte den længe ventede havneudvidelse til mere end 500 millioner kroner. Det står fast efter, at byrådet i Thisted Kommune nu enstemmigt har godkendt havneudvidelsen og den vindende totalentreprenør på projektet, som dog først offentliggøres tirsdag.

Samtidig meldte Miljø- og Fødevareministeriet onsdag ud, at de bevilger fem millioner kroner årligt de næste 25 år til oprensning af sand i indsejlingen til havnen, og da staten har påtaget sig den udgift, er vejen for alvor banet for en udvidelse af havnen.

- Vi har sammen med Rambøll været gennem en god proces, hvor alt er forløbet efter planen, og det føles godt at være nået dertil, hvor vi kan offentliggøre vores samarbejdspartner på projektet. Det har været et stærkt felt, for udbuddet har tiltrukket nogle af Europas dygtigste entreprenører, og både bestyrelse og ledelse er generelt meget tilfredse med processen og dialogen med entreprenørerne, udtaler bestyrelsesformand Martin Vestergaard.

Onsdag den 8. november kl. 15.30 er der planlagt første spadestik på området ved Sildegade øst for den eksisterende havn, hvor de nye baglandsarealer skal etableres. Her deltager miljøminister Esben Lunde Larsen i sin egenskab af ansvarlig for Kystdirektoratet, der hører under Miljøministeriets ressortområde.

- Udvidelsen har været længe ventet i Hanstholm og blandt vores forskellige danske og internationale kunder og samarbejdspartnere. Der er et meget stort behov for udbygningen af havnen, og det behov vil kun vokse sig større i de kommende år. Der sker i øjeblikket en særdeles positiv udvikling hos både erhvervsfiskere og fiskeindustri i Hanstholm, og der er ingen tvivl om, at vi med udvidelsen dels kan skabe vækst hos de eksisterende virksomheder i området, dels tiltrække nye virksomheder, der også vil efterspørge lokal arbejdskraft, siger direktør for Hanstholm Havn, Niels Clemensen.

Dermed indledes byggeriet tidligere end planlagt. Oprindeligt var første spadestik planlagt til foråret 2018, men nu bliver byggeriet altså indledt allerede i år.