Hampebonde i Nordthy får to års fængsel

Deltidslandmand fra Frøstrup-området dømt for at stå bag professionel dyrkning af afgrøder til brug for fremstilling af marihuana.

I 2017 satte myndighederne høstmaskiner ind og måtte have hjælp af mandskab fra Beredskabsstyrelsen for at bjærge høsten og få udbyttet kørt væk. (Arkivfoto) Foto: Lars Pauli / Nordjyske

Det har kostet den 50-årige deltidslandmand Henrik Kristensen to års fængsel, at han dyrkede hamp på to marker i Frøstrup i det nordlige Thy. De ulovlige planter blev forsøgt skjult bag en troskyldig bræmme af majs.

Da den særlige afgrøde i september 2017 havde vokset sig til en plantage højere end majsen, fik Midt- og Vestjyllands Politi et tip om den ulovlige produktion og slog til.

Læs også Kæmpe høst ved Frøstrup: Politiet fandt flere hektar med hamp

Myndighederne satte høstmaskiner ind og måtte have hjælp af mandskab fra Beredskabsstyrelsen for at bjærge høsten og få udbyttet kørt væk.

Straffesagen er nu afsluttet i landsretten. Et flertal af dommerne dømte Henrik Kristensen skyldig i produktion af hamp med det formål at fremstille marihuana.

I byretten var han sluppet med en dom på et års ubetinget fængsel, men han ankede til landsretten, og det blev ”dyrt”:

- Landsretsdommerne vurderede, at marihuanaen var lidt stærkere, end den var sat til i byretten. Derfor valgte de at sætte straffen op til to år, forklarer anklager Anders Dyrvig Rechendorff.

Den 50-åriges forsvarer, advokat René Knudsen nøjes med at konstatere, at med dommen er sagen afsluttet.

Da den særlige afgrøde havde vokset sig til en plantage højere end majsen, fik Midt- og Vestjyllands politi et tip om den ulovlige produktion og slog til (Arkivfoto) Foto: Lars Pauli / Nordjyske

Erklærede sig ikke skyldig

Henrik Kristensen har såvel i byretten som i landsretten erklæret sig ikke-skyldig. I byretten forklarede han, at han havde lejet arealerne ud til en mand, han ikke kendte:

- Jeg fik 21.000 kr. plus moms og skrev en dags dato til en "Kaspar Jensen" af hensyn til regnskaberne, og den blev afleveret til min revisor, lød forklaringen.

Læs også 48-årig fængslet for at dyrke store mængder hamp

Den dømte deltidslandmand bor selv i Frøstrup-området ikke langt fra Thy Lejren. Her er det ikke noget særsyn, at beboere dyrker hamp.

Politiet har ved razziaer i lejren høstet større produktioner, uden at der har været tale om stordrift som i det konkrete tilfælde.

Det er fremgået under retssagen, at myndighederne aldrig før har kendt til så store arealer sået til med hamp. Det har konkret drejet sig om seks hektar med i alt 22.000 planter.

Dermed er sagen med til at fastholde, hvad der siges i folkemunde, nemlig at har man sagt Thy, har man også sagt tjald.

02:02

Her i indslaget fra september 2017 blev den dengang 48-årige mand varetægtsfængslet efter et fund af hamp.

Luk video