Gert har genoplivet digitalt fællesskab for singler i Thy: - Jeg skal ikke sidde her og dø af kedsomhed

Gert Overlade vil hjælpe andre ensomme mennesker. Derfor har han fået gang i et sammenhold på nettet.

Gert Overlade har genoplivet gruppen Singler i Thy for at søge nye relationer, efter han er blevet single.
Gert Overlade har genoplivet gruppen Singler i Thy for at søge nye relationer, efter han er blevet single.
Foto: Sine Bach Jakobsen, TV MIDTVEST

I Gert Overlades nye hjem i Snedsted er nogle af væggene stadig nøgne. Han har ikke nået at hænge billeder op på dem alle endnu. Lamperne ligger også stadig solidt pakket ind i bobleplasten.

Det er nemlig kun 22 dage siden, at Gert Overlade flyttede ind i huset, efter ham og konen gik fra hinanden.

Men lysten til at komme videre er kommet op ad flyttekassen.

Derfor har han brugt tiden på at genoplive en gammel Facebook-gruppe for singler i Thy. Et netværk hvor folk kan mødes og hygge sig med hinanden.

- Jeg skal ikke sidde her og dø af kedsomhed, og det synes jeg andre heller ikke skal, fortæller Gert Overlade.

I Facebook-gruppen er der plads til alle thyboer. De yngste medlemmer er omkring 30 år, mens de ældste er i 70’erne. Og det er ligegyldigt, om man søger en partner eller en koncertkammerat.

- Det kan jo være, man finder en kæreste, men det kan også være, at man finder glæde og tryghed i en venskabelig relation med andre mennesker, som man kan lave nogle ting sammen med, siger gruppeadministratoren.

- Ensomhed er et kæmpeproblem

Gruppen blev egentlig lavet i 2009, men da kvinden bag netværket giftede sig med en mand fra Facebook-gruppen, gik netværket i dvale – lige indtil Gert Overlade for en uge siden genoplivede gruppen med et opslag, der indeholdte ordene:

- Ensomhed er i dag et kæmpe problem, og det kan være svært at bryde ud af ensomheden.

Det satte fut i gruppen, efter han delte sit opslag i andre lokale Facebook-grupper fra Thy, og på den seneste uge har 130 nye singler fundet vej til det digitale fællesskab.

- Jeg er meget overrasket. Jeg synes, det er fantastisk, at man sætter noget i gang, hvor man føler, at man gør noget, som har betydning for andre mennesker. Det betyder meget, siger Gert Overlade, mens han har svært ved at holde tårerne tilbage.

Det rører nemlig Gert Overlade, når han ser andre mænd døse hen i ensomhed. I yderste konsekvens kan det nemlig slå ihjel.

- Især ældre mænd, der bor alene, lever adskillelige år kortere end kvinder, fordi de enten sidder og drikker sig ihjel, ryger sig ihjel eller keder sig ihjel, og kan jeg bare modvirke det en lille smule, så synes jeg, det ville være fantastisk, fortæller gruppeadministratoren.

De seneste 35 år er antallet af mænd der bor alene i Thisted Kommune, næsten fordoblet.