Gavekort skal redde butikker i Thy: - Erhvervet var bare klar på at give tilbage

Mens næsten alt er lukket, og mange butikker har svært ved at få det til at løbe rundt, er der flere steder, hvor man har fået øjnene op for gavekort som en del af løsningen på krisen i detailhandlen.

Handelschef i Thy, Michael Vendelbo, er glad for at se erhvervslivet i Thy bakke hinanden op.
Handelschef i Thy, Michael Vendelbo, er glad for at se erhvervslivet i Thy bakke hinanden op.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

I Sportigan i Hurup går det så godt med online-salget, at de har sagt ja til at støtte nogle af dem, der har det sværere i denne tid – sådan nogle som Michael Thinggaard, der er indehaver af Hotel Thinggaard i Hurup.

- Der er fuldstændig lukket, døren er helt låst, og der er ingen gæster, siger Michael Thinggaard.

Det skal den nye ordning ’Thy i balance’ nu hjælpe på. Thy er nemlig et af de steder, som nu tager gavekort i brug som en håndsrækning til det lukkede kultur- og foreningsliv – og altså hoteller som Michael Thinggaards.

Michael Tinggaard, Hotel Thinggaard.
Michael Tinggaard, Hotel Thinggaard.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Ifølge handelschefen i Thy, er det vigtigt, at butikkerne kan komme hinanden til undsætning i tider som disse.

- Der er noget erhverv, der har været rigtig udfordret, det har vi allesammen hørt om det sidste års tid. Men der er også bare nogen, der har gjort det rigtig godt. Og for at vi skal have en fremtid sammen så er der brug for at der er balance, siger Michael Vendelbo.

En Robin Hood-tankegang

Tanken er, at virksomheder, der har klaret sig godt i coronakrisen, donerer gavekort, som borgere kan bruge i butikker eller restauranter, der har været hårdt ramt. Lidt af en Robin Hood-tankegang, medgiver handelschefen.

- Det er det lidt faktisk, og det er derfor, vi også selv var lidt skeptiske. Fungerer det? Kan vi bare gå ud og spørge, om de vil give penge? Så vi trykprøvede idéen, og det var de bare klar på. Erhvervet i Thy var bare klar på at give tilbage, siger Michael Vendelbo.

Også i Holstebro har et lokalt erhvervsnetværk set sig lun på gavekort-idéen. Her skal borgerne ud og gå for at deltage i lodtrækningen om gavekortene.

- Der er mange, der lider under nedlukning på alle mulige måder. Ved at få aktiveret hele Holstebro og alle borgerne heromkring, kunne vi sætte fokus på at støtte lokalt, siger Lasse Bjerre, der er indehaver af Club 7500 i Holstebro.

Lasse Bjerre, indehaver af Club 7500 i Holstebro.
Lasse Bjerre, indehaver af Club 7500 i Holstebro.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Vigtigt at alle kommer gennem corona

Handelsstandsforeningen har allerede fået doneret gavekort af 10 lokale virksomheder til en værdi af 50.000 kroner. Og i Thy melder virksomhederne sig også klar til at hjælpe.

- Det er en kæmpe succes med den opbakning og de samarbejdspartnere, der er allerede nu, siger Michael Vendelbo.

En af samarbejdspartnerne er Sportigan i Hurup, der støtter med 20.000 kroner.

Johnny Andersen, ejer af Sportigan i Hurup.
Johnny Andersen, ejer af Sportigan i Hurup.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

- Det er vigtigt, at alle kommer med igennem den her coronatid. Det er klart, at hvis alt for meget lukker ned, så kommer det også til at gå ud over mig, siger Johnny Andersen, som ejer Sportigan i Hurup.

Michael Thinggaard tror på, at tiltaget med gavekort meget vel kan komme hans hotel til gavn.

- Det er jo et helt fantastisk initiativ. Det er med til at styrke sammenholdet og sætte gang i hjulene, så det kunne ikke være bedre, siger Michael Thinggaard.

Thy i Balance kulminerer den 26. marts i et tv-show, hvor lokale borgere kan deltage i lodtrækningen om de sponsorerede gavekort.