Gammel bygning skal puste nyt liv i Hanstholm

Et tomt rådhus indgår i planerne om at styrke Hanstholm Centeret og hele lokalområdet.

Det gamle rådhus i Hanstholm har længe stået tomt.
Det gamle rådhus i Hanstholm har længe stået tomt.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Der skal mere liv i Hanstholm, og byens tomme rådhus skal være løftestangen, der får det til ske.

En tidligere lokalpolitiker og en nuværende direktør blev trætte af at vente på en løsning udefra, så her til aften inviterede de til borgermøde for at sætte skub i udviklingen. Omkring 50 personer tog imod invitationen, og til borgermødet blev det blandt andet drøftet at inddrage byens gamle rådhus, der har stået gabende tomt i ti år.

Hvis der kommer nyt liv i rådhuset, vil det være med til at styrke Hanstholm Centeret og hele lokalområdet, mener Finn Jørgensen og Anders Andersen, der står bag aftenens borgermøde.

- Vi mangler noget aktivitet og noget liv i området, og vi kan jo ikke have sådan en mastodont til at stå der og sygne hen og blive grimmere og grimmere, siger Finn Jørgensen, der er direktør for Værftet A/S på Hanstholm Havn.

De to initiativtagere håber på, at andre er med på idéen om at puste liv i de tomme lokaler.

- Vi mener helt klart, at det gamle rådhus er oplagt som for eksempel sundhedshus og kontor. Der er jo så meget lige nu om, at der skal sundhedstilbud ud i kommunerne, og det er bygningen absolut velegnet til, siger Ahanstholmnders Andersen, der er tidligere byrådspolitiker og virksomhedsejer.

Mangler støtte fra 100 virksomheder

Det hele kan blive en realitet ved, at en erhvervsfond overtager styringen med bygningen - hvis altså lokalbefolkningen er klar til at bakke op om projektet.

At dømme ud fra reaktionerne her til aften, er de fleste positivt stemt.

- Som det er nu, står det jo bare tomt. Så at der er en gruppe, som gør noget, det hilser jeg da meget velkomment, siger Jan Arnbjørn, der var dukket op til aftenens borgermøde.

- Når vi er ved at udvide havnen for 500 millioner, så kan det da ikke passe, at der ikke er nogen som tror på, at der er liv nok i byen til at stable et sundhedshus på benene, eller hvad det nu skal være, mener en anden fremmødt, Niklas Mouritsen.

Næste skridt er at samle opbakning fra 100 lokale virksomheder, som har lyst til at skyde penge i at oprette en erhvervsfond. Lykkes det at få oprettet en fond, vil den tage kontakt til kommunen for at forhandle en overtagelse af det tomme rådhus.