Gamere fra hele landet kæmper om store pengepræmier i Nors

272 deltagere fra hele landet bruger weekenden på at spille computer til Thy Party i Nors Hallen. Der er store pengepræmier på spil.

2:13
Den store interesse for E-sport har de taget konsekvensen af på Lomborg Efterskole. Her har de oprettet E-sport som linjefag. Se TVMIDTVEST indslag om linjen. Indslaget blev sendt 1. juni 2016

272 gamere (computerspillere red.) fra hele landet er i weekenden samlet til Thy Parti i Nors Hallen. Deltagerne har kun en ting på programmet: der skal spilles computer. De 272 deltagere i arrangementet skal blandt andet konkurrere i spillene: Counter-Strike, League of Legends og Fifa 16. Det er ikke kun for sjov, de gør det, der er nemlig store pengepræmier på spil, hvis man vinder i en af turneringerne, i alt står 30.500 kroner på spil.  

- Lige nu er E-sporten i vækst. Der er kommet store sponsorerer på banen som for eksempel den danske rigmand og investor Lars Seier Christensen. Sporten mangler stadig den helt store turnering, men det hele er på vej i retning af noget mere organiseret, siger formanden for Thy Party, Claus Borring Fuglsang.

På trods af de mange deltagere er formanden sikker på, at alt ved arrangementet kommer til at forløbe uden problemer. 

- Jeg forventer, at alting glider som det skal og at vi får den her fornemmelse af et E-sportsarrangement, som man oplever ved en fodboldkamp med gejst, god stemning og spænding, siger Claus Borring Fuglsang.

De første turneringer starter kl. 21 fredag aften.