Fra lukket efterskole til eventcenter: Et år efter er der plus på bundlinjen

Tommy Bang Jensen og Lasse Sørensen købte for et år siden den gamle Bjerget Efterskole. Nu er deres eventcenter en kæmpe succes.

2:27
Sidste sommer købte to lokale den nedlagte Bjerget Efterskole. I dag er der fuldt hus i efterskolebygningerne.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Klatrevæg, bordtennis, lækker mad og en god seng at sove i. Det er bare noget af det, der er på menuen, hvis man besøger Thy Event og Natur.

For et år siden købte 60-årige Tommy Bang Jensen og 22-årige Lasse Sørensen Bjerget Efterskole, efter den måtte lukke på grund af for få tilmeldte.

- Det er jo helt fantastisk at gå her nu, hvor der er liv og glade dage. Jeg kan ikke lade være med at kigge rundt på alle de glade mennesker, siger den ene direktør Tommy Bang Jensen.

Og der er altså nok at lave - både på vandrehjemmet og i køkkenet. Der er nemlig plads til 200 overnattende gæster.

- Vi har rigtig rigtig travlt. Der er altid plads til mere, og det håber vi selvfølgelig, at der kommer, siger Lasse Sørensen.

Det er den ene af de to direktører Lasse Sørensen, der står for køkkenet.
Det er den ene af de to direktører Lasse Sørensen, der står for køkkenet.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

- Og vi skal kigge fremad og have styr på at lave noget i efteråret også, men her til sommer ser rigtig fin ud, fortsætter han.

Bump på vejen

Men helt let har det første år på eventcentret i Nordthy altså ikke været.

- Det har været op og nedture. Vi startede med corona, og alle folk ved godt, at det ikke er sjovt at have penge med på arbejde, siger Lasse Sørensen. 

- Jeg kan også sige helt ordret, havde der ikke været nogen der havde hjulpet os her til nytår, så kunne vi ikke betale vores regninger, siger Tommy Bang Jensen.

Men nu er røde tal vendt til sorte, og fuldt bookede sommerferieuger med glade gæster, der nyder godt af stedets mange muligheder.

- Det har været skidegodt, fordi som det også er tydeligt her i hallen så er alle jo aktive - på hver deres måde. Så det giver jo noget helt specielt, siger Martin Vinther, der er en af gæsterne på centeret.

- Køkkenet fungerer også super fint. Så jeg synes helt klart at de er kommet godt efter det, i forhold til at de kun har været i gang i et år, siger en anden gæst Karl Emil Vinther Karlskov.

Også naboen til det nye center er glad for det friske pust, som centeret giver.

- Vi var en overgang rigtig bange for, hvad skulle der ske med de bygninger. Skulle de stå tomme? Kom der nogen, der ikke ville bruge det som vi ønskede? Så vi var bare rigtig glade da Tommy og Lasse købte dem, siger Grethe Fuglsang, der er nabo til Thy Event og Natur.

Men selvom det går rigtig, så kan det altid gå lidt bedre.

- Jeg vil da håbe, at vi om et år er dobbelt så mange og at det går dobbelt så stærkt, siger Lasse Sørensen.

2:01
Vi var med, da Tommy og Lasse lige havde købt den lukkede Bjerget Efterskole.