Forsvarer afviser anklage om slaveri: Skudt helt over målet

Vestjysk erhvervsfisker afviser påstand om, at han udnyttede to afrikanske søfolk under slavelignende forhold.

To afrikanske mænd blev efter anklagemyndighedens opfattelse lokket til Danmark, hvor de arbejdede under slaverilignende forhold. Anklagen afvises af den tiltalte erhvervsfisker. (Arkivfoto)
To afrikanske mænd blev efter anklagemyndighedens opfattelse lokket til Danmark, hvor de arbejdede under slaverilignende forhold. Anklagen afvises af den tiltalte erhvervsfisker. (Arkivfoto)
Foto: Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix

Anklagen mod en erhvervsfisker fra Thyborøn om udnyttelse af to afrikanske fiskere er skudt helt over målet.

Sådan lyder det fredag eftermiddag i Retten i Holstebro fra den tiltaltes forsvarsadvokat, Peter Secher.

Fiskeskipperen, der ejer flere skibe og selskaber inden for fiskeri, er tiltalt for at have udnyttet to mænd fra Ghana gennem mere end tre år.

Der er rejst tiltale for, at manden lokkede de to fiskere til Danmark under falske forudsætninger og groft udnyttede dem som billig arbejdskraft.

Ikke enig i slaveløn

De to mænd fik en månedsløn på knap 9000 kroner, som erhvervsfiskeren overførte til mændenes familier i Afrika.

De fik også tillæg for overarbejde, når de havde været med ude at fiske i danske farvande. Desuden supplerede de indtægten ved at samle flasker.

Arbejdsgiveren lagde flaskepengene oven i månedslønnen.

I gennemsnit overførte han 11.250 kroner til hver af de to fiskere om måneden.

Det kan forsvarsadvokat Peter Secher ikke få til at rime med anklagen om slaverilignende forhold.

- Jeg medgiver, at det ikke er en høj løn efter danske standarder. Men slaveløn er det altså ikke, siger han.

Der blev ikke afregnet skat og arbejdsmarkedsbidrag af lønnen. Desuden havde mændene fri kost og logi, nævner advokaten.

- Jeg tænker, der er mange danskere der ikke har 11.250 kroner til sig selv om måneden, når alt er betalt, siger Peter Secher.

At de to mænd samlede flasker er set med forsvarsadvokatens øjne heller ikke bevis for anklagen om, at de levede under kummerlige forhold.

- Karsten Ree (dansk milliardær, red.) samler flasker. Det er der mange, der gør. Det beviser ikke nødvendigvis, at man lever under kummerlige forhold, siger Peter Secher.

Dom afsiges mandag

Han forsikrer dommeren og de to domsmænd om, at fiskeskipperen fra Thyborøn havde reelle hensigter med de to mænd.

De skulle have klargjort et skib, der skulle til Afrika og fiske sardiner. Men skibet forliste i havnen i Thyborøn efter en påsejling.

Erhvervsfiskeren skulle herefter i gang med at skaffe et nyt skib, der skulle ombygges, ligesom der skulle søges ny fiskerilicens.

Tiden gik, og imens udførte de afrikanske mænd arbejde med istandsættelse af skibe og reparation af fiskenet.

Specialanklager Ulrik Panduro kræver mindst tre et halvt års fængsel til erhvervsfiskeren samt en bøde på seks millioner kroner.

De to fiskere kræver hver især en erstatning fra den danske erhvervsfisker på 2,3 millioner kroner.

Retten ventes at afsige dom i sagen på mandag.