Forsøgte at køre betjent ned

Betjent følte sig så truet, at han trak sin pistol under anholdelse i Thisted.

ThistedPolitiExt.jpg

En 34-årig mand fra Thisted bliver sigtet for forsøg på vold mod tjenestemand, efter at han natten til fredag blev anholdt i en stjålet bil.

En politipatrulje vinkede klokken 00.20 manden ind til siden i udkanten af Thisted, og da den ene af betjentene gik frem mod bilen, gassede manden op og satte bilen i gear, oplyser lokalpolitiet i Thisted. Betjenten følte sig så truet, at han trak sin pistol, og den 34-årige blev herefter anholdt.

Bilen viste sig at være stjålet, og den 34-årige havde i øvrigt heller ikke et kørekort. Til gengæld har politiet en mistanke om, at han var påvirket af enten narko eller spiritus. Politiet vil fredag fremstille ham i et grundlovsforhør med krav om fængsling.