Forårstegn: Storken er på besøg i Frøstrup

En landmand spottede onsdag formiddag en stork sydøst for Frøstrup, da han var i marken.

Anders Kåg er en deltids-landmand af få ord. 62 år gammel og med fødderne solidt plantet.

Der skal normalt meget til, at han spærrer øjnene op, men det syn, der mødte ham på en mark sydøst for Frøstrup, fik ham alligevel til at kigge en ekstra gang.

quoteJeg kørte en ekstra runde i traktoren, og da den så stod endnu, så tog jeg nogle billeder.

Ander Kåg, deltidslandmand, Frøstrup

- Jeg var ude og arbejde i marken, og lige som jeg vender mig rundt i min traktor, så står der en stork, fortæller han.

Anders Kåg er egentlig ikke sådan en mand, der interesserer sig særlig meget for storke.

- Men det ved jeg, at der er andre, der gør, så jeg tænkte, jeg ville dele billeder med dem, siger han.

Som sagt så gjort. Det er trods alt ikke hver dag, der kommer en stork forbi landsdelen så langt mod nord.

Anders Kåg filmede storken fra sin traktor.

I grænselandet mellem Thy og Han Herred skal der dog mere end en enkel forårsbebuder med vinger og langt næb til at få tempoet i vejret.

- Jeg tog det meget roligt. Jeg kørte en ekstra runde i traktoren, og da den så stod der endnu, så tog jeg nogle billeder ud gennem ruden på traktoren, fortæller Anders Kåg.

Tom rede i Bækmarksbro

Længere sydpå i Bækmarksbro venter de lige nu også på storken. Det var her storkeparret Yvonne og Kjeld sidste år slog sig ned og fik en unge i redden.

- Der er ingen storke i reden endnu, men det kan da være, at de snart kommer, fortæller Per Fjeldgren, der bor på den ejendom, hvor storkereden er.

Storkereden i Bækmarksbro har fået en større renovering og kommet på en ny mast. 

TV MIDTVEST sender live 24 timer i døgnet fra storkereden.

Sidste år trak storkeparret så mange besøgende til, at der ind imellem nærmest var trafikprop på den lille vej.

Per Fjeldgren er helt klar til en sommer mere med storke, og storken i Frøstrup giver håb. 

- Det er et stort plus, hvis der kommer storke igen. Men det ved man jo aldrig. Dem, der var her sidst, kan jo være døde undervejs, siger Per Fjeldgren.