90 år gammel fodboldklub vil være den sjoveste i Thy

Her er målet ikke at være de bedste i rækken. Målet er i stedet at hygge sig og have det sjovt.

Lars Hyldahl her er formand i Vorupør Boldklub.
Lars Hyldahl her er formand i Vorupør Boldklub.
Foto: Jesper Thomsen, TV MIDTVEST

- Det sociale er i kæmpe højsæde!

Sådan starter årets første træning ud hos Vorupørs serie fem hold. Her er ambitionen ikke mange point eller oprykning, men en helt anden.

- Vi vil gerne være det sjoveste hold at spille for i Thy, siger Lars Hyldahl, der er formand i Vorupør Boldklub.

Og spørger man spillerne, er de enige. Det er hyggen, der er det vigtigste. 

Holdets ældste spiller er 55 år, mens den yngste er 19. Og inden årets første træning var der ikke nogen særbehandling. Alle skulle en tur på vægten - ung som gammel.

- Jeg er lidt bekymret for vægten. Jeg tror, den viser nogle forkerte tal, siger Thomas Jeppeson, der spiller i Vorupør Boldklub, med et smil på læben.

Sammenhold er vigtigt

De sidste syv år har holdet været slået sammen med Klitmøller, men inden jul valgte de at splitte op. Derfor var det heller ikke selvfølge, at man fortsat skulle kunne spille serie fem fodbold i Vorupør.Vi ved, at når det kniber lidt, så står vi sammen herude.

- Vi ved, at når det kniber lidt, så står vi sammen herude. Og det er lige meget om det er i boldklubben eller erhvervsforeningen eller borgerforeningen. Og det er jo fantastisk, siger formanden for Vorupør Boldklub, Lars Hyldahl.

Holdet har ingen fast træner. Alligevel var der sørget for, at årets første træning kunne blive fejret. Måske ikke den helt traditionelle måde at fejre en velafsluttet træning på - den stod nemlig på snaps med torskehoved.

Fodboldklubben er Vorupørs eneste aktive sportsforening. Den kan i år fejre 90-års fødselsdag.

1:44
Hos Vorupør Boldklubs serie fem hold, handler det ikke om oprykning, men om at have det sjovt.