Fiskeriforeningsformand er glad for ny kystfiskerordning

Det er positivt og ikke mindst nødvendigt, at en ny kystfiskerordning er faldet på plads på Christiansborg tirsdag, mener fiskeriformanden i Hanstholm.

Men det er særligt nyheden om, at både den åbne og den lukkede del af ordningen består, der skaber mest glæde i Hanstholm.
Men det er særligt nyheden om, at både den åbne og den lukkede del af ordningen består, der skaber mest glæde i Hanstholm.
Foto: Peter Pedersen, TV MIDTVEST

Generelt er der positiv stemning i Hanstholm, efter at en ny kystfiskerordning er faldet på plads. Men det er særligt nyheden om, at både den åbne og den lukkede del af ordningen består, der skaber mest glæde.

- Det var jo meningen, at den lukkede del skulle være kørt videre, og at den åbne del skulle være skrottet. Men de fleste fiskere i vores forening er i den åbne del. Og det er rigtig vigtigt for hele landet, og i både de små og store havne, at vi har den åbne del med i kystfiskerordningen, siger Jan Nicolai Hansen, Fiskeriforeningsformand, Hanstholm.

Der findes både en lukket og en åben del af kystfiskerordningen.
Den lukkede er gældende for alle fartøjer under 15 meter. Ordningen er permanent, så i den lukkede ordning binder man sig altså.

Den åbne del af ordningen er tidsbegrænset og løber i tre år ad gangen. Den er fleksibel, og det tiltaler mange fiskere, fordi kvoterne svinger, og fiskene flytter sig. I den åbne ordning er det tilladt at have fiskeskibe i en størrelse på op til 17 meter.

Det har været på tale, at den åbne del af kystfiskerordningen skulle skrottes, hvis ikke politikerne greb ind. Og det er Jan Nicolai Hansen lettet over, de gjorde. Den åbne kystfiskerordning er nemlig guld værd.

- Jeg er især glad for, at ordningen kører videre, så de, der er i den åbne del, kan fortsætte deres fiskeri. De folk har jo tilpasset sig efter, at man i 2007 lavede den her nye ordning med, at man må have skibe på op til 17 meter. Og her i vores havn bygger folk faktisk skibe efter det, så de kan tage ud og fiske. For på den måde har de lidt større muligheder, når de sejler ud fra en havn af den her type. Så det er rigtig vigtigt for Hanstholm, siger fiskeriformanden.

Der er på nuværende tidspunkt 63 fartøjer i den lukkede ordning og 195 i den åbne. Den åbne har gennem årene haft størst fremgang.