Finansiel Stabilitet vil sælge Andelskasser

Finansiel stabilitet vil forsøge at sælge Andelskassen J.A.K. Slagelse, der har filialer i Nykøbing Mors og Thisted.

Mandag aften kom det frem, at Finanstilsynet har overdraget Andelskassen J.A.K. Slagelse til Finansiel Stabilitet, der har til formål af afvikle nødstedte pengeinstitutter. Mange af kunderne vil blive ramt af tab i forbindelse med krakket.

- Dem, der taber deres penge først er andelshaverne og ejerne. Så er der nogle investorer, som er kommet med en anden form for kapital, som står næst i rækken. Deres penge må også anses for tabte. Faktisk er det sådan, at alle andre, end dem, der har det, vi kalder dækket indskud fra indskydergarantien, de må anse deres midler for tabte på nuværende tidspunkt, siger Henrik Bjerre-Nielsen, der er direktør i Finansiel Stabilitet og står i spidsen for afviklingen af pengeinstituttet.

LINK: Læs mere om indskydergarantien.

I løbet af dagen har filialernes personale og de ansatte hos finansiel stabilitet svarer på spørgsmål fra bankkunder fra blandt andet Thisted og Nykøbing. Ifølge Henrik Bjerre Nielsen er der ingen grund til at være bekymret, hvis man er helt almindelig kunde. Finansiel Stabilitet kører andelskasserne videre, så alle fortsat kan hæve og indsætte penge.

- Det er vores erfaring, at det er sådan, at kunderne vil reagere ved at forsøge at flytte deres bankforbindelse. Det vil også være sådan, at på sigt vil andelskassens aktiviteter blive afviklet og derfor skal kunderne finde et nyt pengeinstitut og det hjælper vi dem med, siger direktøren

Salg på vej

Finansiel Stabilitet er ejet af alle danske banker, der hæfter gensidig for hinanden. Derfor forsøger de også at få andelskasserne lukket ned med så lille et tab som muligt.

- Vi forsøger at tilrettelægge en salgsproces, som vi har gjort i forbidnelse med de andre pengeinstitutter, som vi ahr overtaget. Det er for tidligt at sige detaljeret, hvordan vi vil gøre det. Men vi har haft salgsprocesser igang både i forbindelse med Løkken Sparekasse, EBH-bank og senest solgte vi dele af Fjordbank Mors.