Familier kan spare en hel fridag – Thisted får Børn og Unge Ambulatorium

​Familier med syge børn kommer til at spare 750 ture til Aalborg.

Thisted Sygehus

Der er gode nyheder for familier med syge børn, som bor i Thy eller på Mors.

Den 23. oktober indvier Regionhospital Nordjylland et Børn og Unge Ambulatorium på hospitalet i Thisted, der bliver bemandet af specialuddannede børne- og ungelæger fra Regionshospital Nordjylland i Hjørring tre dage i ugen.

Hvert år regner man med, at de kommer til at have 750 patientforløb for børn og unge fra Thy, Morsø og Jammerbugt Kommune.

- Det er mere end 15 år siden, at der var et børne- og ungetilbud af denne art i Thisted. Og siden da har børn og unge patienter – og deres familier – fra Thy og Mors skulle køre langt ved enhver kontakt. Nu kommer vi i stedet tættere på patienterne, siger hospitalsdirektør Henrik Larsen i en pressemeddelelse.

Ambitionen om at udbrede specialet til at omfatte Thisted kom i forbindelse fusionen af de fem hospitaler i Hjørring, Thisted, Frederikshavn, Brønderslev og Skagen, som siden januar 2016 har udgjort Regionshospital Nordjylland.

Familien skulle have fri en hel dag

Det er ledende overlæge Elke Longin, der kommer til at stå i spidsen for det nye Børn og Unge Ambulatorium i Thisted. Og hun har kun mødt glade patienter og forældre.

- Nu får patienterne i Thy, på Mors og Jammerbugt et ambulant tilbud i Thisted – som for dem er meget tættere på deres hjem. Og de er virkelig glade for udsigten. Det er en stor lettelse for mange familier, hvor forældrene og deres barn tidligere var vant til at skulle tage fri fra arbejde det meste af en dag, når de skulle på børneafsnittet, fordi det har ligget langt væk, forklarer hun.

Forventningen er, at der fremover på årsbasis vil være 750 patientforløb i Børn og Unge Ambulatoriet i Thisted.

-Så der er mange familier, der sparer tid på det her. Og får øget livskvalitet, siger den ledende overlæge.