Familie trodsede fordomme og blev bæravlere: - Vi blev nok lidt stædige

En familie fra Thy er så glade for danske bær, at de nu har gjort dem til deres levevej.

8:55
Her kan du se hele udsendelsen om den bær-glade familie fra Thy.
Foto: Gerner Film

Sensommer er højsæson for at høste bær, og på Bakgaarden i Thy har de ikke bare bær til eget forbrug. De høster bær i stor skala. Glæden ved solbær, ribs og stikkelsbær er nemlig blevet en fælles passion for familien Bach Nielsen.

Det hele begyndte faktisk ikke med bær. Niels Chr. er uddannet landmand og startede sammen med sin kone, Dorthe Bach Nielsen, en minkavl tilbage i 1985. Han overtog Bakgaarden nær Snedsted som 5. generation.

Men i 1990 brast drømmen, fordi priserne på mink blev så høje, og de måtte begge forsørge sig med jobs ved siden af landbruget for at få det til at løbe rundt.

På et besøg hos en bæravler på Fyn opstod den første tanke om at blive bæravler. Og ægteparret plantede da de første få bærbuske.

- Folk grinede af os og sagde, at man da ikke kunne lave bær i Thy. Så skulle vi da bo på Fyn. Men vi blev nok lidt stædige, siger Niels Chr. Bach Nielsen, landmand og indehaver, Thy Økobær.

I dag står minkhallerne tomme, og en stor del af jorden er plantet til med bærbuske og æbletræer. Nu driver ægteparret sammen med deres to børn Thy Økobær på Bakgaarden nær Snedsted.

Niels Chr.  fortryder ikke beslutningen om at sætte minkene ud og satse på bær.

- Den beslutning, vi tog, den kigger jeg ikke tilbage på, for det kan ikke betale sig. Men vi har jo bevist, at hvis vi har læ nok, så kan vi også have bær i Thy, siger Niels Chr. Bach Nielsen.

Arbejder sammen med børnene

Det startede med et mindre areal med solbær, og det er noget af det, Stine og Søren husker fra deres barndom.

- Jeg kan huske, når vi skulle høste solbær. Det var noget af det fedeste, siger Stine Bach Nielsen.

I dag kører hun og hendes bror selv høstmaskinen. Stine er uddannet som produktionsgartner, og Søren er landbrugssmed. Man skulle tro, det var noget, far havde bestemt, men det er helt efter eget valg.

Stine plejer og passer planterne, og som noget nyt har hun lavet puré med blåbær, solbær, ribs og stikkelsbær 

- Vi bruger det til alt herhjemme - skyr, kager og is, siger Stine Bach Nielsen. 

På Bakgaarden er der også selvpluk, til dem der gerne selv vil høste og sylte.
På Bakgaarden er der også selvpluk, til dem der gerne selv vil høste og sylte.
Foto: Gerner Film

Sammen med sin mor tager hun gerne på marked, hvor de to sælger og deler smagsprøver ud.

- Vi nyder begge at komme ud og snakke med folk, siger Dorthe Bach Nielsen.

I dag tæller produktionen mindst 10 forskellige slags bær, hvor havtorn er en af de nyeste. Der skal hele tiden eksperimenteres og prøves nyt.

- Det er livsnerven. For producere vi det, de andre gør, så fornyr vi os ikke. Og så kommer vi heller ikke foran i konkurrencen om at levere bær, siger Niels Chr. Bach Nielsen.

Dagen slutter ofte i den gamle forrådskælder, hvor familien tester nye ideer med bær.
Dagen slutter ofte i den gamle forrådskælder, hvor familien tester nye ideer med bær.
Foto: Gerner Film

I februar 2019 indgik Thy Økobær et samarbejde med Thisted Bryghus. Et samarbejde hvor Thy Økobær leverer bær til fire nye safte for bryghuset.

- Det er et rigtig godt samarbejde, vi har. Og indtil videre er det gået rigtig godt. Vi håber på, det kan udvikle sig, siger Niels Chr. Bach Nielsen.

I dag nyder ægteparret at arbejde sammen med deres børn og lærer dem at kende på en ny måde. 

Søren og Stine er allerede ved at lægge planer for fremtiden. Men i sidste ende er det ikke dem, der beslutter, hvornår der er generationsskifte.

- Det ligger lige til højre, at en af os skal overtage Bakgaarden. Spørgsmålet er, hvornår den gamle er klar til at overdrage den, siger Søren Bach Nielsen, mens han sender et skævt grin til sin far.