Familie kørt til observation for røgforgiftning

En sækkestol udviklede en tyk, sort røg under en brand i Nors.

Brandslange.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

To voksne og tre børn blev søndag formiddag kørt til observation for røgforgiftning efter en mindre brand i et hus i Nors.

Branden begrænsede sig til en sækkestol, men udviklede til gengæld masser af tyk, sort røg.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at det var varmen eller en gnist fra en pejs, der fik sækkestolen til at brænde, og så gik det ellers stærkt.

På kort tid blev huset fyldt af røg.

- Familien var kommet ud, da vi nåede frem, men vi sendte røgdykkere ind for at sikre os, at der ikke var flere derinde og for at få styr på, hvad det var, der brændte, fortæller indsatsleder Mogens Hansen fra Nordjyllands Beredskab.

Han vurderer, at det vil tage noget tid, før familien kan flytte ind igen, idet der er sodskader over hele huset.

- Når skumgummi og flamingo brænder, udvikler det en kraftig sort røg, som sætter sig alle vegne, siger indsatslederen.