Emma og Emilie har noget at leve op til: Starter restaurant i traditionsrige lokaler

Fiskerne plejede at mødes på grillbaren Havnecaféen i Hanstholm. Nu er den i stedet blevet til en helt anden type restaurant.

Det var kærlighed ved første blik, da Emilie Qvist for første gang så Havnecaféen i Hanstholm. Lokalerne var helt perfekte til at danne rammerne om den drøm, hun og veninden Emma Milner havde sammen.

- Det er et åbent køkken, hvor der er udsyn til restauranten, men også fra gæsterne ud til køkkenet og vinduer hele vejen rundt. Og så kan man sidde her og se livet på havnen. Så det var for godt til bare at være en grillbar, forklarer hun begejstret.

Derfor har de nu overtaget Havnecaféen, der ikke længere er en grillbar, men i stedet en moderne restaurant, der både serverer sæsonens fisk og veganske retter. Restauranten har fået navnet Medvind.

- Jeg håber, at jeg kan få folk til at få øjnene op for, hvad god lokal mad kan være, og hvordan det er at spise efter sæson, forklarer Emilie Qvist, der er køkkenchef på Medvind.

quoteDet var en klassisk grillbar med biksemad, en halv kylling, pøller eller pomfritter.

Claus Pedersen, fisker, Hanstholm

Biksemad, grillkylling, pøller og pomfritter

Havnecaféen har været et fast mødested for fiskerne på havnen i generationer, og derfor skal de lige vænne sig til den nye restaurant, fortæller Frederik Jensen, der er fisker og gammel stamkunde.

- Vi må vænne os til, at det er noget andet, siger han og understreger, at den nye restaurant selvfølgelig skal have en chance.

Det er hans kollega Claus Pedersen enig i. Han har besøgt Havnecaféen adskillige gange gennem sit arbejdsliv.

- Der mødtes vi hver morgen, når vi kom i land sammen med eksportørerne. Og folk, der arbejdede på samlecentralerne om natten, kom ind forbi, før de skulle hjem og sove, fortæller han og fortsætter:

- Du kunne få lige, hvad du ville have. Det var en klassisk grillbar med biksemad, en halv kylling, pøller eller pomfritter.

quoteVi vil gerne have, at det er auktionen, der definerer vores menu.

Emilie Qvist, køkkenchef, Medvind.

Tæt samarbejde med havnen

Emma Milner og Emilie Qvist laver mad med havnens friske fisk i centrum. De køber derfor hver morgen dagens menu på fiskeauktionen.

- Vi vil gerne have, at det er auktionen, der definerer vores menu. Jeg skal ikke bestemme. Det skal havet, fiskerne og vejret, så det er ligesom det, der er kommet ind i løbet af natten, forklarer Emilie Qvist.

Den idé er fiskerne glade for, selvom de har mistet deres grillbar.

- Det er dejligt, vi kan få solgt nogle friske råvarer, og det kommer i brug med det samme, så kan det være, vi kan få lidt bedre priser for frisk fisk, siger Frederik Jensen.