Eksperimentet er lykkes: Sofie er blevet selvforsynende med grøntsager på et år

TV MIDTVEST-journalist Sofie Kyed havde sat sig for at blive selvforsynende med grøntsager på bare et år.

Sofie Kyed og Carsten Bondemand i haven.
Sofie Kyed og Carsten Bondemand i haven.

For knap et år siden startede journalist Sofie Kyed et forsøg,  hvor hun ville forsøge at blive selvforsynende med grøntsager.

Det var ellers ikke lige til, for hun havde ingen erfaring med at have en køkkenhave på forhånd, og hendes have lå kun 900 meter fra Vesterhavet i Klitmøller, og den var derfor meget sandet.

Nu er sæsonen ved at være slut, og konklusionen på eksperimentet er, at det er lykkes at blive selvforsynende.

- Jeg har kunnet leve af min have siden juni, og gør det stadig. Nu er det blevet november, og jeg håber, at mine rodfrugter, kartofler, løg og kål varer hele vinteren, jubler Sofie Kyed.

Hun har i forbindelse med eksperimentet fået hjælp af Carsten Sørensen, der er økologisk landmand i Villerslev, og som er bedre kendt som Carsten Bondemand. Han har været rådgiver igennem hele sæsonen, og det er gået bedre, end han havde forventet.

- Jeg synes, det er gået godt. Når man tænker på det udgangspunkt, du havde med den jyske hede, så synes jeg, det er gået bedre, end jeg havde forventet og turde håbe på, slår han fast.

Udfordrende sandjord

Sofie Kyed er også selv meget positivt overrasket over, hvordan projektet er gået, da hun har været ramt af mange uforudsete problemer.

- Jeg tror, jeg mange gange undervejs har dømt projektet ude. Først var mine kål spist op af møl og larver, og så var min sandjord knastør og truede med at kvæle alle mine rodfrugter, forklarer hun.

Det er særligt sandjorden, der har været den store udfordring.

- Jeg kan godt forstå nu, at mange var skeptiske over at anlægge en have så tæt på vandet i ren sandjord. Den sandjord har været tæt på at ødelægge det hele. Det kom virkelig bag på mig, hvor meget jeg skulle vande, vandet forsvandt bare med det samme i den jord. Så jeg tror egentligt, det blev min redning, at det blev en så våd sommer.