Efter optrin i Abdalla-sag: Bandidos-vidne har nu afgivet forklaring

Den bandidostilhænger, der tidligere på dagen gik amok i retssalen i Holstebro, har nu alligevel forklaret sig.

Retten_i_Holstebro, skilt150713.jpg

Den bandidos-tilhænger, Kasper Pedersen, der tidligere på dagen skabte stor uro i retssalen under sagen mod Danny Abdalla, har nu afgivet sin forklaring uden yderligere uorden.

Kasper Pedersen var kaldt ind som vidne, fordi han har boet i det hus i Vildsund i Thy, der angiveligt skulle være blevet skudt imod i august sidste år. 

- Det er klamt, det er æresløst, det er kun feje hunde, der gør sådan noget, lød det fra vidneskranken.

Ifølge ham havde Bandidos og Den Internationale Klub ikke haft nogle uoverensstemmelser forud for skyderierne, og det var tydeligt, at han ikke havde meget tilovers for, at der skulle være blevet skudt mod hans private hjem. Han gav udtryk for, at det er folk, der er bange, der ikke tør mødes en-til-en, der gør sådan noget.

Generelt var Kasper Pedersen meget oprørt og tydeligt rasende under hele afhøringen. Efter det store optrin under første forsøg på at afhøre ham, nægtede han først at afgive sin forklaring, hvis Danny Abdalla og den anden tiltalte var tilstede i retssalen. 

Da anklageren begærede, at de tiltalte blev ført ud, så retssagen kunne gå videre, protesterede de tiltaltes forsvarere imidertidig mod, at deres klienter ikke skulle være tilstede. 

Først da Kasper Pedersen blev stillet det ultimatum, at han kunne afgive forklaring eller blive sat i arresten, gik han med til, at Danny Abdalla og den anden tiltalte kunne sidde udenfor hans synsvinkel i retssalen, mens han sad i vidneskranken. 

Stort opbud af Bandidos-tilhængere

For første gang mens retssagen har kørt, var der fyldt op på tilhørerpladserne, da Kasper Pedersen besluttede sig for at afgive sin forklaring. 

På pladserne sad 11 tilhører, der også havde tilknytning til Bandidos. Det fremgik tydeligt af deres rygmærker. Derudover var også Kasper Pedersens kæreste tilstede. Hun var også kaldt ind som vidne, og det var hende, der afgav forklaring, da Kasper Pedersen var blevet ført ud bagved efter optrinnet. 

Gik amok på tiltalte

Det var et voldsomt optrin, der gik forud for, at Kasper Pedersen endeligt besluttede sig for at sidde i vidneskranken og forklare sig.

Allerede da han trådte ind ad døren første gang var det tydeligt, at hans vidneudsagn ikke ville blive afgivet uden problemer. Da dommeren begyndte at forklare ham, hvilke rettigheder man har som vidne i en retssag, afbrød han og udbrød "Kan vi ikke bare komme i gang?"

Få øjeblikke senere kigger han på den tiltalte, der ikke er Danny Abdalla, og spørger vredt: "Hvad glor du på?"

Det fik otte betjente til straks at rejse og markere sig. Kasper Pedersen satte sig i første omgang ned igen, men da situationen virkede til at være overstået, blev han igen tosset. Herefter kaster han et papkrus mod den tiltalte, hvorefter han kastede sig hen over skranken over mod den tiltalte, hvor han nåede at skubbe til ham, inden en stor flok betjente fik ham nedlagt. 

Betjentene brugte peberspray for at få Bandidos-tilhængeren pacificeret. Da Kasper Pedersen selv råbte: "Jeg er nede, jeg er nede", blev han lagt i håndjern midt i retssalen, mens seks betjente lå ovenpå ham for at holde ham nede. 

Det var herefter, at Kasper Pedersen blev ført ud bagved for først og fremmest at få skyllet øjnene efter peberspray, dernæst at beslutte sig for om han ville afgive sin forklaring uden yderligere problemer. Mens Kasper Pedersen sad ude bagved, gik retssagen videre med hans kærestes forklaring til skudepisoderne. Hun var også i parrets hus, mens der angiveligt blev skudt imod det. 

Da hun havde afgivet sin forklaring, besluttede Kasper Pedersen sig altså for at forklare sig - uden at kunne se Danny Abdalla og den anden tiltalte imens.