Dropper partnerskabsaftaler

Et politisk flertal i Thisted har nu droppet ideen om at frede en række institutioner ved at lave aftaler med de lokale.

250315ThistedBoernehave.jpg

Planerne om at redde en række institutioner i Thisted Kommune ved at indgå partnerskabsaftaler med lokalsamfundene er nu definitivt opgivet.

Det stod klart, da et flertal i kommunalbestyrelsen tirsdag aften sagde nej til at oprette et såkaldt paragraf 17 stk. 4-udvalg. Et udvalg der skulle have rådgivet politikerne på områder som skoler, dagtilbud og bosætning.

- Jeg kan konsatere, at der er truffet en endelig beslutning. Nu har vi noget at gå videre med, så medarbejdere og forældre snart kan få afklaring om, hvordan den fremtidige struktur bliver på skole- og dagtilbudsområdet, siger direktør for Børne- og Familieudvalget Lars Sloth i en pressemeddelelse.

Partnerskabsaftalerne gik ud på, at politikerne ville undgå at lukke skoler og institutioner, hvis de lokale til gengæld sørgede for, at der kommer flere børn. Det var et flertal bestående af Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Enhedslisten, der i november stemte for partnerskabsaftalerne.

Siden har Dansk Folkeparti ændret mening, og dermed stemte Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti for at droppe planerne.

Der var på forhånd spænding om, hvorvidt Dansk Folkepartis Ib Poulsen ville stemme for forslaget - eller om han ville gå imod sine partifæller. Han valgte dog at stemme for.

I første omgang er det kommunens børneinstituioner, der kommer i farezonen. Det er stadig usikkert, hvor mange der står til at lukke.