Dronningen besøger Thisted Kommune på sommertogt

Kongeskibet Dannebrog besøger i år Thisted Kommune på dronningens sommertogt. Dannebrog lægger til kaj i Hanstholm Havn.

Dronningen besøgte Silkeborg i sommeren 2018. Da lagde Kongeskibet Dannebrog til i Horsens (arkivfoto). Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Dronning Margrethe vil i starten af juni sejle ud på sit årlige sommertogt.

Om bord på Kongeskibet Dannebrog besøger hun 5.-6. juni Anholt og Aarhus.

På den anden side af sommerferien vil hun fra 31. august til 2. september besøge Thisted, Esbjerg og Fanø. Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.

Læs også VIDEO: Her ankommer Dronningen i Silkeborg

I byerne og på øerne skal dronningen besøge lokale borgere, virksomheder og kulturinstitutioner.

Det årlige sommertogt er en tradition, som har mere end 100 år på bagen.

Det går helt tilbage til, da dronning Margrethes farfar - Christian 10. - var konge.

Han var den første regent, der gjorde sommertogtet til en fast del af den kongelige kalender.

Siden da har Frederik 9. og dronning Margrethe videreført traditionen, hvor den siddende regent besøger forskellige dele af Danmark.

Læs også Lav vandstand bremser royal tradition

Glæde i Thisted

Det er den 31. august, at Dronningen lægger til i Hanstholm og skal rundt i Thisted Kommune.

Et besøg som borgmesteren i Thisted er glad for.

- På vegne af hele kommunen er jeg utrolig glad og stolt af, at Dronningen i år har valgt at besøge Thisted Kommune på sit årlige sommertogt. Det er noget ganske særligt at få kongeligt besøg, siger Ulla Vestergaard, der er borgmester for Socialdemokratiet i Thisted Kommune, i en pressemeddelelse.

Når Kongeskibet lægger til, bliver det i en helt nyrenoveret havn i Hanstholm.

- Jeg håber, at rigtig mange borgere vil være med til at give Dronningen en hjertelig velkomst, og til at vise Dronningen nogle af de unikke og skønne steder, vi har her i Thy, siger Ulla Vestergaard.

Skibet anløber havnen om formiddagen den 31. august, og gæster kan se skibet hele dagen ved kajen.

Thisted Kommune havde sidst kongeligt besøg i 2011, hvor Kongeskibet Dannebrog også anløb Hanstholm Havn. Her var det Kronprinsparret, der besøgte Thisted Kommune. 

Kongeskibet Dannebrog, som dronningen sejler med på sommertogterne, har snart 90 år på bagen.

01:07

Det er ikke første gang, at Dronningen besøger landsdelen. I 2018 besøgte hun Silkeborg på sit sommertogt, og her stod mange tusinde klar i Silkeborgs bymidte for at hilse på Dronningen.

Luk video