Dødsulykke i Thy

En person er blevet dræbt ved en alvorlig trafikulykke på hovedvejen mellem Skjoldborg og Thisted i Thy. (Arkivfoto)

AmbulanceNat_0.jpg

En mandlig bilist har mistet livet, efter at en lastbil og personbil klokken halv seks kørte frontalt sammen på hovedvej 11 lidt nord for Skjoldborg i Thy.

Et vidne har fortalt, at manden et stykke tid forinden overhalede ham.

 - Det foregik stille og roligt og ikke med voldsom hastighed, fortæller vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi til Ritzau.

 - Pludselig ser vidnet røg forude, og det viser sig, at personbilen er kommet over i den forkerte kørebane og er kørt frontalt ind i en modkørende lastbil.

Politiet ved mandag aften ikke, hvorfor manden kom over i den forkerte kørebane.

Manden i personbilen blev så voldsomt kvæstet, at det mandag aften ikke har været muligt at identificere ham med sikkerhed. Det vil først ske tirsdag ved hjælp af tandkort.

 - Men vi mener, at der er tale om en mand i slutningen af 20'erne, fortæller vagtchefen.

Politiet sendte flere patruljer til stedet, og hovedvejen var spærret i knap fire timer, mens der blev ryddet op og ulykkesstedet blev undersøgt af en bilinspektør.