DNA afslører gerningsmand syv år efter indbrud

For over syv år siden forsøgte en gerningsmand at bryde ind i en kiosk på banegården i Thisted. Først nu er der et DNA-match.

Det kan tage tid at finde frem til gerningsmænd bag indbrud og ildspåsættelser, men det er sjældent, at der går over syv år.

Det er dog tilfældet i en sag om forsøg på indrud i kiosken ved Thisted Banegård. Her smadrede en mand en rude natten mellem den 25.-26. december 2012 og satte DNA-spor, som politiet sikrede.

quoteVi har set før, at der kan gå lang tid, men det er sjældent, der går over syv år. Sådan nogle sager her var ikke blevet opklaret, hvis ikke vi havde DNA.

Jørgen Jensen, politikommissær

Det er det DNA, der nu har fået et match.

- Gerningsmanden er først blevet kendt i vores systemer nu - sandsynligvis fordi han har skulle afgive DNA i forbindelse med, at han er taget for spirituskørsel eller andet. Men der er et match med det DNA, vi har fra 2012, siger Jørgen Jensen, politikommissær ved lokalpolitiet i Thisted.

Det er en 25-årig mand fra Thisted, der stod bag indbrudsforsøget, som han måtte gå tomhændet fra.

Desuden viser det sig, at manden har sat ild til en lejlighed i Thisted den 6. august 2016. Det bliver han nu også sigtet for.

- Når man efterlader sig spor, dukker man op i vores systemer på et tidspunkt. Vi har set før, at der kan gå lang tid, men det er sjældent, der går over syv år. Sådan nogle sager her var ikke blevet opklaret, hvis ikke vi havde DNA, så det er fint, siger Jørgen Jensen.


Læs flere artikler fra Thisted eller i kategorien 112.