Dårlig sommer dyr for ølproducenter

Midt- og vestjyske ølproducenter lider under den dårlige sommer. De lokale bryghuse oplever nedgang i salget.

thisted_bryghus.jpg

Det overskyede danske sommervejr giver ikke ligefrem folk lyst til at nyde en kold øl på terrassen. Både Thisted Bryghus og Hancock Bryggerierne i Skive sælger dårligere end normalt. Det fortæller DR P4 Midt og Vest.

- Det rammer os, det er der slet ingen tvivl om. Når det er koldt ude, så er det ikke så spændende at nyde en pilsner, siger administrerende direktør for Thisted Bryghus, Aage Svenningsen til DR P4 Midt og Vest.

Ifølge direktøren er salget hos Thisted Bryghus faldet med ti procent i forhold til samme tid sidste år.

Sensommeren kan redde salget

Hos Hancock Bryggerierne er historien den samme. Her afsætter man også mindre end sidste år, og selvom firmaet havde et godt julesalg, opvejer det ikke den dårlige sommer.

Direktøren for Thisted Bryghus håber nu på en sensommer med bedre vejr.

- Lad os nu se, en god sensommer kan rette en del op på det. Men det kan ikke løfte den volumen, vi har tabt hen over sommeren, siger Aage Svenningsen fra Thisted Bryghus.