Danmarks største sportsevent kun for kvinder: 6.500 samler ind til syge kvinder

Ladywalk i Agger er blevet en af de helt store events i området. I dag trodsede mere end 6.000 kvinder vejret for at gå i samlet flok.

Omkring 6.500 kvinder er ude at gå i Agger for et godt formål.
Omkring 6.500 kvinder er ude at gå i Agger for et godt formål.
Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

For 11. år i træk er der Ladywalk i Agger, og igen i år er det populært at gå en tur i den flotte natur. Arrangementet i Agger har i år tiltrukket omkring 6.500 gæster, og det antal deltagere til Ladywalk er kun overgået af København.

- Der er rigtig meget der skal være styr på. De skal jo have det godt allesammen, fortæller arrangør Lone Mark.

Kvinden bag arrangementet i Agger er Lone Mark, hun er arrangør og har sammen med meget af sin sin familie sørget for, at det hele spiller. Netop at familien hjælper til, betyder meget for arrangøren.

- Det er fantastisk, at familien bakker sådan op omkring det her. Det er både min mor og far, kusine, moster og mange andre, fortæller Lone Mark.

1:06
Der er sket meget siden Ladywalk for første gang løb af stablen i Agger. Her fortæller arrangør Lone Mark om udviklingen.

En enkelt mand i hønsegården

Mens der er fyldt op med kvinder i Agger, så er Klaus Steffensen lidt mere alene som mand bag grillen. Han er arrangementets pølsemester, og satser på ny rekord i år.

- Vi sælger jo over 1.000 pølser hvert år, og i år går vi efter rekorden, siger Klaus Steffensen.

Klaus har været frivillig i flere år, og tager gerne en tørn for at vise sin by frem.

- Vi gør jo alt, hvad vi kan for at vise byen frem og blive store, fortæller Klaus Steffensen.

7:44
Danmarks største sports-arrangementer kun for kvinder finder sted i Agger.

Det gode formål

En af de foreninger, som Ladywalk i Agger støtter er Hjerteforeningen. 

- Det betyder utroligt meget rent forskningsmæssigt. Vi har været så heldige, at vores forening er blevet valgt til at blive støttet de sidste fem seks år, og det er rigtig dejligt, siger Karen Serup, der er formand for Hjerteforeningen i Thisted.

At mere end 6.000 har valgt at gå en tur til fordel for blandt andet Hjerteforeningen vækker hjertevarme hos lokalformanden.

- Det er fantastisk, at så mange går turen for os, det er helt vildt, siger Karen Serup.