Cykelsti ødelagt af naturen

En cykelsti mellem Klitmøller og Hanstholm bliver ødelagt af plantelivet. Der er 10 centimeter høje buler overalt på stien.

240713_cykelsti_0.JPG

På en kun tre år gammel cykelsti mellem Klitmøller og Hanstholm er der rigeligt med naturlige udfordringer, som er til gene for cyklisterne. Naturens planter vokser op igennem cykelstien, og det har skabt 10 centimeter høje buler.

- Det er selvfølgelig meget frustrerende, for det er en cykelsti, der kun er tre år gammel, og asfaltbelægningen her er kun to år gammel, siger Tobias Geertsen, der er ingeniør i drifts- og anlægsafdelingen i Thisted Kommune.

Det er primært planter som havtorn, sandstar og hybenrose, der skaber den mange buler i asfalten.

Mangler løsning

Thisted Kommune har problemer med at finde en løsning på problemet. De har rådført sig hos andre kommuner, ingeniører, biologer og asfaltfirmaer, men de har ikke knækket koden endnu.

På en anden cykelsti nord for Vorupør har kommunen lavet nogle forsøg med forskellige typer af membraner, tykkere asfalt og beton. Men det er alt sammen forebyggelse, og det hjælper ikke på cykelstien, hvor skaden allerede er sket.

På en sti mellem Næstved og Slagelse har Naturstyrelsen sprøjtet med gift mod planterne, men det må de ikke med vegatationen i Thy

- Det må vi ikke. Der er forbud mod at sprøjte på alle offentlige arealer, så det er ikke en løsning, vi kan benytte os af, siger Anne-Sophie Freltoft Knudsen, der er forstfuldmægtig i Naturstyrelsen, Thy.

Dyrt sikkerhedsproblem

Den 10 kilometer lange cykelsti kostede fem millioner, og det kan være til fare for cyklister.

- Det er et problem, fordi cyklisterne hele tiden skal have fokus på puklerne på asfalten, og så kan man ikke holde øje med, om der kommer en modkørende cyklist, siger Tobias Geertsen.

 

cykelsti1_0.jpg

cykelsti2_0.jpg

cykelsti3_0.jpg

cykelsti4_0.jpg