Coronakrisen: Lærlinge bliver svende uden prøve - men ikke i Thisted

På EUC Nordvest valgte man fredag at gennemføre svendeprøver på trods af coronakrisen.

I går fik disse fire murerlærlinge deres svendebrev.
I går fik disse fire murerlærlinge deres svendebrev.
Foto: EUC Nordvest

Det plejer at være det mest naturlige i verden, at der på denne tid af året er en masse lærlinge, der knokler med deres svendeprøver.

Men på grund af coronakrisen har hovedparten af erhvervsuddannelserne ikke kunne afvikle svendeprøver som planlagt. 

Derfor har det faglige udvalg på byggeriets område besluttet at godkende, at der udstedes administrative svendebreve dette forår.

Det oplyser Dansk Byggeri. 

Elever kan få et administrativt svendebrev, hvis eleven har gennemført sin læretid og skoleophold med bestået i alle uddannelsens fag. Derudover skal elevens læreplads have sendt en praktikerklæring, der indstiller eleven til svendeprøven. 

Men derudover er der ingen endelig eksamen, hvor eleverne skal bevise deres værd. 

Hos EUC Nordvest i Thisted er man dog lykkedes med at holde svendeprøver for nogle af eleverne. 

Elever beviste deres værd

Her afviklede man i går prøver efter den klassiske svendeprøvemodel for både murere og tømrere. Det oplyser EUC Nordvest. 

Hans Chr. Jeppesen, der er direktør på EUC Nordvest fortæller, at man har overvejet det meget nøje, så man var sikker på, at det ikke skete på bekostning af elevernes sikkerhed. 

- Sikkerhed kommer selvfølgelig først, men vi er glade for, at det kunne lykkedes, for vi synes, det ville være synd, hvis eleverne skulle afslutte deres uddannelse med et administrativt tildelt svendebrev, hvor de ikke kunne få lov til at bevise deres værd.

- Derfor har vi også fra dag ét sagt, at vi ville strække os langt for at sikre, at eleverne kunne få lov til at gennemføre deres svendeprøve som planlagt, siger Hans Chr. Jeppesen. 

Han fortæller, at der er tale om meget små hold med tømrere og murere, så det har været muligt for lærlingene at holde den nødvendige afstand. Derudover er der blevet gjort meget grundigt rent. 

- Vi kunne til gengæld ikke fejre eleverne i samme omfang, som vi normalt gør ved overrækkelsen af svendebrevene, fordi hverken pårørende eller mestre måtte være til stede. Men det vigtigste er nu engang, at de fik lov til at gennemføre svendeprøven, og at alle mand bestod, udtaler Hans Chr. Jeppesen. 

Svendeprøve under tidspres

Én af de elever, der i går var oppe til svendeprøven, er Mikkel Colding Bertelsen, der er elev hos Entreprenør Erling Jensen A/S. 

Han fik ikke alene svendebrevet i hus, men høstede også en sølvmedalje for sin indsats. Han fortæller, at det ikke har været uden udfordringer at komme igennem svendeprøven. 

- Det har været et meget intenst forløb. Normalt er de 50 timer, vi har til at klare svendeprøven, fordelt over otte dage. Men på grund af nedlukningen mistede vi de to første dage, så vi har haft nogle rigtig lange arbejdsdage, udtaler han. 

Han er dog glad for, at de har fået lov til at komme op til svendeprøven. 

- Jeg havde personligt set meget frem til at lave en god opgave og få den vurderet, og den mulighed havde jeg ikke fået, hvis EUC Nordvest havde valgt den administrative løsning. Så stor ros til skolen for deres måde at håndtere det på. Jeg er meget taknemmelig for, at de har ville bruge både tid og energi på at få det her til at lykkedes, lyder det fra Mikkel Colding Bertelsen.

Fredagens nyudklækkede svende er langt fra de eneste, der skal fædiggøre deres uddannelse dette forår, og Hans Chr. Jeppesen kan på nuværende tidspunkt ikke udelukke, at der vil være elever, der får administrative svendebreve på EUC Nordvest. 

- Det kommer helt an på, hvordan situationen udvikler sig, siger han.