Caroline skal dyste mod verdenseliten i paddle: - Jeg tror, mine chancer er gode

18-årige Caroline Küntzel er blevet inviteret til World Touren i stand up paddle. Her skal hun konkurrere mod verdens bedste paddleatleter.

Med høje bølger på vandet og fødderne solidt placeret i brættet er Caroline Küntzel i sit rette element.

Hun kommer fra Thisted, er 18 år gammel, og nu skal hun også med til APP World Tour i stand up paddle.

- Det er kæmpe stort. Og det bliver en kæmpe stor udfordring, siger Caroline Küntzel. 

quoteDet bliver helt vildt fedt at opleve sammen med alle de andre atleter fra hele verden

Caroline Küntzel, stand up paddle

World Touren i stand up paddle er en samling af events. Kun verdens bedste atleter inviteres og kan deltage. 

Af og til inviterer de også atleter, som har gjort sig særligt godt bemærket med på et wildcard, og det er sådan, den unge thybo har fået adgang til den præstigefyldte turnering.

- Jeg har slået en verdensrekord på deres virtuelle spot sidste år, hvor jeg kom op på 20 kilometer i timen, fortæller hun om udtagelsen.

- Jeg har også haft nogle fine internationale resultater udover det, fortsætter hun.

Hun er blandt andet placeret i top ti til en World Cup, allerede inden hun fyldte 18 år.

- Det bliver helt vildt fedt at opleve sammen med alle de andre atleter fra hele verden. Også at se hvor jeg ligger i feltet, fortæller Caroline Küntzel.

- Det betyder helt vildt meget, at der er nogen, der har set, at jeg her fra Danmark, der ligger og træner i Klit Møller, kunne passe ind på verdenseliten, fortsætter hun. 

Hawaii bliver en udfordring

Første stop på World Touren er på Hawaii. Og selvom den unge paddler er vant til store bølger ved vestkysten, så kan de altså have en helt anden kaliber på de tropiske øer.

Derfor tager hun også afsted til Hawaii 14 dage før turneringen, så hun har en chance for at vende sig til forholdene.

Udover at komme til Hawaii, så stopper World Touren også blandt andet Paris og Grand Canaria. 

Caroline Küntzel stiller op i den disciplin, der hedder 500 meter sprint.

- Det er meget teknisk, så det handler om at have godt styr på at læse forhold som vind, bølger og strøm, siger hun.

Og netop derfor er bølgernes størrelse så afgørende.

- Hvis bølgerne er til min hovedhøjde - dobbelt max - så tror jeg, at jeg kan klare mig rigtig godt faktisk, siger den unge atlet. 

- Jeg tror, mine chancer er gode, hvis forholdene er med mig. Hvis bølgerne bliver alt for store, så er det noget, jeg ikke er vant til, fortsætter hun.¨

Udover at træne en masse stand up paddle og at passe sin skole, så skal Caroline Küntzel også selv skaffe pengene til at komme rundt på World Touren. 

Derfor søger hun både sponsorater og underviser i paddle ved siden af sin skolegang.

- Det plejer altid at gå op på en eller anden måde, så det satser jeg også på, at det gør den her gang, siger hun med et smil.