Børnehaver forbyder mælkesnitter

Koldbøtten i Koldby er en af de institutioner, der ikke accepterer usunde fødevarer i madpakkerne. Men dermed overtræder institutionen sine beføjelser, siger en juraprofessor.

240514Koldboetten.jpg

En række af landets daginstitutioner er begyndt at forbyde forældrene at putte usunde ting som mælkesnitter, kage og kiks i børnenes madpakker - det gælder blandt andet børnehaven Koldbøtten i Koldby i Thy, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Der er noget mad, som vi ikke vil have i madpakkerne, og det har vi skåret ud i pap, siger institutionens leder Anne Marie Yde.

Institutionernes forbudsliste er dog langt fra uproblematiske - i hvert fald hvis man spørger juraprofessor Kirsten Ketcher fra Københavns Universitet. Hun mener, at institutionerne overtræder deres beføjelser.

- Der står jo ikke i beskrivelsen af daginstitutionernes formål, at de skal sikre, at børnene ikke får bestemte madvarer. At forbyde bestemt mad svarer derfor til at forbyde en bestemt frisure, siger hun til Jyllands-Posten.