Borgmesterkandidat om partiskifte: Jeg er overrasket

Venstres borgmesterkandidat, der slog Lene Kjelgaard af pinden, er overrasket over hendes skifte fra Venstre til Konservative.

Niels Jørgen Pedersen
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Thisted Kommunes borgmester, Lene Kjelgaard Jensen, oplyste torsdag, at hun skifter parti fra Venstre til Konservative. En beslutning, der overrasker en af hendes nu tidligere partifæller.

- Lene har fået 2000 Venstre-stemmer og sidder på Venstre-stemmer som borgmester, så bliver man en lille smule overrasket. Jeg har ikke anet noget om det her, siger Niels Jørgen Pedersen, borgmesterkandidat for Venstre i Thisted.

Han slog i efteråret Lene Kjelgaard af pinden og blev med 161 mod Kjelgaards 73 valgt til borgmesterkandidat for Venstre til kommunalvalget i november. 

Tager borgmesterposten med over i nyt parti

I konstitueringsaftalen står der, at Venstre har borgmesterposten i Thisted Kommune, men nu tager Lene Kjelgaard altså borgmesterkæden med over i Konservative.

Hvad tænker du om. at hun tager borgmesterposten fra dit parti?

- Det er hendes vælgere, hun skal stå til ansvar for der. Det er jo Venstres vælgere, der har stemt på Lene, og det er en Venstre-borgmesterpost, hun har, siger Niels Jørgen Pedersen.

Midt i september holder Konservative for tredje gang i år opstillingsmøde, hvor Lene Kjelgaard altså vil blive opstillet til det kommende kommunalvalg. Men ind til 31. december i år fortsætter hun som borgmester.

- Jeg tænker mere fremadrettet nu. Nu må vi få det bedst mulige ud af det her. Lene er skiftet til en af vores konstitueringspartnere, og så tænker jeg, at vi samarbejder, som vi har gjort hele tiden, og det tænker jeg også, vi gør efter valget, siger Niels Jørgen Pedersen.

Den Konservative gruppe fordoblet

Med Lene Kjelgaards skifte fra Venstre til Konservative er den Konservative gruppe nu gået fra to til fire medlemmer i kommunalbestyrelsen og er altså blevet dobbelt så stor. 

Per Skovmose tog i marts samme beslutning som Lene Kjelgaard og skiftede Venstre ud med Konservative. Det var interne uenigheder i Venstre i Thisted, der fik ham til at forlade partiet.

- Jeg er glad for at få Lene ind i Konservative. Det understreger bare, at jeg har taget den rigtige beslutning, siger Per Skovmose.

Den konservative gruppe består i forvejen af Jens Kristian Yde og Poul Hvass Hansen.

Lene Kjelgaard har været borgmester siden 2010.

0:47
Venstres borgmesterkandidat Niels Jørgen Pedersen mener, at borgmesterposten bør blive hos Venstre, som det står i konstitueringsaftalen.