Bedstefar og 2-årig er stadig i livsfare

Den knap toårige dreng og hans bedstefar, der i går blev voldsomt kvæstet, da de kørte galt på Vildsundbroen, er stadig i livsfare. Bremserne kan have været årsag til ulykken.

Ulykke Vildsund 1.jpg

Et ægtepar og deres barnebarn på knap to år kørte mandag eftermiddag ind i broklappen på Vildsundbroen, der forbinder Thy og Mors.

De blev alle tre bragt til Thisted Sygehus, hvorfra den toårige dreng og den 62-årige mand efterfølgende blev bragt til Aalborg Sygehus i kritisk tilstand.

- Der er ikke noget nyt. De er stadig i livsfare, forklarer  Midt- og Vestjyllands Politis vagtchef, Ole Vanghøj, tirsdag morgen til TV MIDTVEST.

Den 55-årige kvinde, der også var passager i den forulykkede bil, er stadig indlagt på Thisted Sygehus, men er uden for livsfare.

Kunne ikke bremse

Ulykken skete, da bilen med bedsteforældrene og den toårige dreng kørte ind i broklappen, der var på vej ned.

Nu skal Midt- og Vestjyllands politi forsøge at finde ud af, hvordan det kunne ske.

- Hustruen fortæller os, at de har haft problemer med bilens bremser, så det skal vi selvfølgelig have undersøgt. Men der kan gå uger, før bilinspektørens rapport ligger klar, lyder det.

Ifølge vagtchefen forsøgte ægteparret både bilens almindelige bremser og den elektroniske håndbremse.

- Da de konstaterer, at der er bremsesvigt, fortæller hun, at de forsøge at aktivere den elektroniske håndbremse. Så forsøger de at slukke bilen, men den stopper jo ikke af den grund, forklarer Ole Vanghøj.

Alle de tre tilskadekomne er fra Salling-området.

I forbindelse med ulykken var Vildsundbroen spærret i halvanden time.