Asyldrenge smadrede minibus

En gruppe unge asylansøgere fra asylcenteret i Vestervig ødelagde en minibus og fremsatte trusler mod chaufføren, da de var på vej hjem fra udflugt.

BUS.jpg

Fem drenge er sigtet for hærværk og brud på ordensbekendtgørelsen, efter de sidst på eftermiddagen lørdag splittede en minibus fra hinanden.

Én af de fem drenge er desuden sigtet for dødstrusler mod chaufføren.

 - Efter at han er blevet anholdt, siger han til chaufføren, at han vil komme tilbage og slå ham ihjel, fortæller vagtchef Jørgen Christensen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Utilfreds med valg af købmand

Episoden opstod, da drengene var på vej hjem fra udflugt i går. På grund af vejarbejde valgte chaufføren at køre en anden vej hjem end planlagt.

Det betød, at de unge drenge ikke kunne komme hen til den købmand i Hurup, som de ønskede at besøge på hjemturen.

Smadrede ruder

Det valg vakte ikke begejstring hos drengene. På vej hjem fra købmanden trak de flere sæder ud af minibussen.

Da de kom hjem til asylcenteret i Vestervig, hoppede de på taget og smadrede flere ruder i bussen, fortæller vagtchefen.

Løsladt efter afhøring

De fem drenge kommer fra henholdsvis Sudan, Irak, Eritrea og Marokko. Efter en afhøring hos politiet er de nu løsladt og sendt hen på andre institutioner i Nordjylland.