Natten til tirsdag var der masser af blå blink på havnen i Hanstholm.
Her fik en 19-årig mand pludselig sit ene ben i klemme i noget udstyr, da han var ved at laste is på en fiskekutter. Det skriver LimfjordUpdate.dk.
Alarmen gik omkring kl. 02, og meldingen lød altså på en arbejdsulykke. Manden var fastklemt og måtte skæres fri.
Den 19-årige mand blev efterfølgende kørt til tjek på sygehuset i Thisted. Han slap med et forvredet knæ.
Både Arbejdstilsynet og Søfartsstyrelsen er blevet orienteret om hændelsen.