Adballa slap for forvaring - men er utilfreds med dommen

Danny Abdallas forsvarer var langt hen ad vejen godt tilfreds med landsrettens afgørelse - men det var hans klient ikke.

Danny Abdalla
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Selv om han slap for en forvaringsdom, er den tidligere bandeleder Danny Abdalla ikke tilfreds med den afgørelse, som Vestre Landsret i Viborg nåede frem til onsdag eftermiddag.

TV MIDTVEST måtte ikke tale med Danny Abdalla selv, men hans forsvarer Martin Andersen kunne efter domsafsigelsen fortælle, hvordan Abdalla stiller sig til dommen.

- Langt hen ad vejen er jeg tilfreds, men det er min klient ikke. Det er et enormt godt resultat at få en forvaringsdømt fra byretten løftet ud af det og få en almindelig fængselsstraf. Det er en kæmpe forskel. Men for Danny Abdalla har det ikke været vigtigste. Det har mere været, hvad han blev kendt skyldig i og ikke kendt skyldig i.

- Så jeg står med en følelse af, at det er en rigtig god uafgjort. Jeg kunne spotte sejren, men vi må nøjes med det her gode resultat, sagde Martin Andersen til TV MIDTVEST.

Danny Abdalla blev i byretten i Holstebro idømt en forvaringsstraf, som regnes for den hårdeste sanktion, fordi der er tale om en tidsubestemt dom. Men landsretten i Viborg nåede til et andet resultat og idømte Abdalla 12 års fængsel samt udvisning af Danmark for skyderi, voldtægter, overdragelse af kokain og våbenbesiddelse.

Når sagen har kørt i Holstebro og Viborg hænger det sammen med, at flere af forholdene drejede stammer fra Vildsund i Sydthy.

Utilfreds Abdalla: - Fucking korruption

Da dommeren læste dommen op, forholdt Danny Abdalla sig roligt, mens han ind imellem hviskede til sin forsvarer. Men da dommeren kom til redegørelsen for, hvorfor retten er kommet frem til, at Danny Abdalla ikke skal idømmes forvaring, blev den tiltalte vred. 

- Du kan ligeså godt give mig forvaring, råbte han. 

Her blev det tydeligt, at retsformanden i forvejen havde forberedt sig på, at Danny Abdalla kunne reagere voldsomt på dommen, og den tiltalte blev straks ført ud i et lytterum udenfor retslokalet, hvorfra han så måtte følge resten af retsmødet. 

Da betjentene fulgte ham ud af lokalet, råbte han igen, henvendt til dommeren.

- Fucking korruption! Jeg kigger på dig! 

Danny Abdallas forsvarer, Martin Andersen, har efter retsmødet forklaret, at Abdalla er sur over dommen, selvom den er mildere, fordi han er dømt for to voldtægter. 

- De her voldtægter, det er noget, han tager afstand fra. Han siger, han er selv far. Han har sagt, at han selv har jagtet folk, der har begået de her ting, så det ligger meget fjernt fra ham. Og derfor rammer det ham jo hårdt - det tror jeg, at det vil gøre ved alle - lige præcis det her med sædelighed og overgreb på kvinder. Det er noget, han nægter, og derfor rammer det ham hårdt, at han ikke bliver frifundet for, forklarer Martin Andersen.

Ofrene har fået oprejsning

Sagens anklager, senioranklager Jesper Rubow fra statsadvokaturen i Viborg, havde krævet en forvaringsdom til den 52-årige tidligere bandeleder. Landsrettens afgørelse kan derfor ses som et nederlag til anklagemyndigheden, men sådan så Rubow ikke helt på det.

- Jeg forstår det fokus, og det vil I alle sammen rette mod os. Det har været mange journalisters fokus. Det er også rigtigt, at jeg har nedlagt en forvaringspåstand. Det, jeg vil hæfte mig ved nu, at nok et lidt andet fokus end jer. 

- Der er stadig sket domfældelse for de to voldtægter, de fire skudepisoder, flere andre voldsepisoder, krænkelser af piger, narkotikaforhold, afpresning med videre, sagde anklageren.

Han lagde også vægt på, at landsretten stadig nåede frem til en lang ubetinget straf.

- Så hvis man skal se det med de forurettedes øjne, har de vel fået den oprejsning, som jeg synes, at de har fortjent i den her sag, sagde Jesper Rubow.

0:27
Interview med Danny Abdallas forsvarer, Martin Andersen.

 

0:53
Interview med senioranklager Jesper Rubow.