87-årig jubilar indrømmer: Kørte rundt som sælger allerede som 16-årig

Jørgen Malle har været i samme forretning i 70 år. I dag fejrede han sit usædvanlige jubilæum.

Det hører til sjældenhederne, at man kan fejre 70-års jubilæum i samme forretning.

Men det kan en mand i Snedsted.

87-årige Jørgen Malle er stadig aktiv i den forretning, hvor han første september 1950 begyndte i lære hos sin far.

quoteJeg var bare 16 år dengang, så jeg kørte uden kørekort.

Jørgen Malle

- Det var jo fem år efter krigen. Det var mest barnevogne, vi solgte, husker jubilaren.

Om aftenen, når butikken lukkede, så drog han rundt på grusvejene, og så gjaldt det ellers salg af symaskiner.

- Jeg var bare 16 år dengang, så jeg kørte uden kørekort. Det gik vældigt fint, siger Jørgen Malle med et smil.

Senere overtog han selv forretningen, der blev til Malles Barnevogne.

Vesta-maskinen

Ved dagens reception, hvor mange trofaste kunder var mødt frem, blev der fortalt mange historier fra den lange karriere. Og specielt én historie indrammer den udvikling, der er sket, mens Jørgen Malle har haft sin gang i butikken.

- Der kom nogle mennesker ind, de skulle være oldeforældre, og så sagde de til mig: Du har solgt symaskiner til os engang, fortæller Jørgen Malle.

Da han så fik at vide, hvor de boede, huskede han tydeligt, at han havde mødt dem før for mange år siden.

- I boede i sådan en statsejendom. Det var i 1952. I skulle have en Vesta symaskine. Den kostede 350 kroner, erindrer den 87-årige.

quoteDer er 220 procent krudt i min far stadigvæk.

Stense Malle

Holder sig skarp

At han stadig er helt skarp, det kan datteren bekræfte.

- Der er 220 procent krudt i min far stadigvæk. Meget livsbekræftende vil jeg sige for vi andre, der også kommer op i årene, siger Stense Malle og fortsætter:

- Der er stadig noget at stræbe efter. 

At Jørgen Malle holder sig i topform skyldes måske, at han tager cyklen til og fra arbejde hver dag. Og barnevognspsecialisten har bestemt ikke tænkt sig at forlade arbejdsmarkedet foreløbigt.

- Så længe jeg har det så godt, som jeg har det, så skal jeg ikke på noget pension – sådan officielt, slutter han.

Se tv-indslag fra Jørgen Malles jubilæumsdag.

Læs flere artikler fra Thisted eller i kategorien Erhverv.