24-årige Magnus misser international filmpris i Canada

Thyboen Magnus Sandvad Thorhauges debutfilm ”Anker” var nomineret til to priser på Alternative Film Festival i Toronto.

Thyboen Magnus Sandvad har store planer for sin debutfilm.
Thyboen Magnus Sandvad har store planer for sin debutfilm.
Foto: Winnie Thorhauge

- Jeg har mange sommerfugle i maven lige nu.

Sådan lyder det fra 24-årige Magnus Sandvad Thorhauge fra Thisted.

Han venter spændt om hans kortfilm ”Anker” vinder prisen for bedste internationale drama ved Alternative Film Festival i Toronto, Canada, da TV MIDTVEST fanger ham forud for afgørelsen lørdag aften.

Opdatering:

23-årige Magnus Sandvad Thorhauge fra Thy får ikke nogen canadisk filmpris for sin debutfilm ”Anker”. Det står klart, da den franske kortfilm "Elisabeth" er løbet med prisen som bedste internationale drama ved Alternative Film Festival i Toronto. Det fremgår af festivalens hjemmeside. Heller ikke prisen som bedste skuespiller tilfalder den danske film, hvor John Pedersen var nomineret. Den går i stedet for til Jason Duque i den italienske film "Jason Brown".

    Filmen er thyboens debutfilm, og derfor var budgettet også stramt, fortæller han.

    - Alle har arbejdet frivilligt på filmen, så jeg har indtrykket af, at alle har sagt ja af ren passion og lyst. Budgettet var på 40.000 kroner, siger Magnus Sandvad Thorhauge.

    Pengene modtog han fra forskellige fonde, som støttede lokale produktioner.

    Filmplakaten er tegnet af Vibeke Kortegaard.
    Filmplakaten er tegnet af Vibeke Kortegaard.
    Foto: Vibeke Kortegaard

    Kunstnerisk frihed

    Filmen blev optaget tilbage i juli 2021, og er en 30 minutter lang fortælling om en mands ensomhed.

    Den fik gallapremiere i Thisted i foråret, og på det tidspunkt havde Magnus Sandvad Thorhauge gået et års tid på Den Nordjyske Filmskole – Filmmaskinen, og drømmen om at blive instruktør voksede og blev til virkelighed.

    quoteJeg er sgu da ret stolt over, at den er nomineret, for chancerne er jo små.

    Magnus Sandvad Thorhauge, filminstruktør

    - Jeg har altid dyrket interessen for film, og efter jeg startede på filmskolen, prøvede jeg kræfter på filmproduktioner, og her fik jeg indblik i, hvordan det var at arbejde professionelt, siger han og fortsætter:

    - Her fandt jeg ud af, at jeg gerne ville være instruktør, fordi det er den rolle, der har det kunstneriske overblik, og med den her film, fik jeg helt kunstnerisk frihed, fordi jeg selv har skrevet den.

    Se traileren til filmen.

    Stolt af nomineringen

    Da produktionen var færdig, uploadede han sin debutfilm på hjemmesiden FilmFreeway, som er en side, hvor man kan sende sit produkt til alle filmfestivaler.

    - Jeg har sendt den til mange, og det er selvfølgelig ikke alle, man får svar fra. Nogle gange går der over et halvt år, før man får svar, og en dag fik jeg så en mail om, at jeg var nomineret, siger Magnus Sandvad Thorhauge.

    Han fortæller også, at han blev nødt til at rejse sig fra sin seng for at læse mailen igen.

    - Jeg er sgu da ret stolt over, at den er nomineret, for chancerne er jo små, siger han.

    Nu håber han på at gå hele vejen, for sådan en fornem pris kan føre til endnu flere spændende projekter.

    - Med sådan en titel vil jeg nok skyde på, at næste gang jeg kommer med et filmprojekt, så kan jeg håbe på, at folk tør finansiere det, og så jeg har fået endnu mere blod på tanden, og måske tør jeg at kaste mig ud i endnu større projekter i fremtiden, fortæller den unge filminstruktør.

    John Pedersen er også nomineret. Han er nomineret til prisen for bedste hovedrolle, hvor spiller manden Anker.
    John Pedersen er også nomineret. Han er nomineret til prisen for bedste hovedrolle, hvor spiller manden Anker.
    Foto: Morten Molle

    Mere end 500 film i spil 

    Filmen ”Anker” er en af fire kortfilm, som er valgt ud af mere end 500, og nu går titlen som bedste internationale drama enten til Danmark, Iran, Italien eller Frankrig.

    Uanset det danske resultat er filmen allerede med i fremtidige planer.

    - Planen er, at den skal vises på kunstmuseum ARoS i Aarhus, og så skal den vises i Thisted biograf i oktober, stedet hvor filmen også havde gallapremiere, siger Magnus Sandvad Thorhauge.

    Filminstruktøren har et år tilbage på Den Nordjyske Filmskole, men han flytter snart til Aarhus.