19-årig i livsfare efter værtshusbesøg

En 19-årig mand faldt så uheldigt, at han er i livsfare efter et værtshusbesøg søndag morgen.

l, terninger 171212_0.jpg

En ung mand fra Nykøbing fik en meget uheldig og tragisk afslutning på, hvad der skulle være en hyggelig aften i byen.

Søndag morgen befandt han sig på morgenværtshuset Savannen i det centrale Nykøbing, og på et tidspunkt lænede han sig op ad en dør. Men døren åbnede, da han lænede sig op ad den, og den 19-årige mand faldt ned i en kælder, hvor han landede med hovedet først.

- Det er simpelthen så uheldigt, som noget kan være. At så ung en mand falder så uheldigt, det er dybt tragisk, siger politikommissær Christian Toftemark fra Lokalpolitiet i Thisted.

Politiet modtog meldingen om faldet klokken 7:13, og den unge mand blev straks hastet til sygehuset i Aalborg. Her kunne man konstatere, at han havde pådraget sig svære hovedlæsioner. Seneste status er, at manden er i livsfare.

- Vi har undersøgt gerningsstedet og afhørt vidner, men der er absolut intet, der tyder på, at der er foregået noget kriminelt, fortæller Christian Toftemark.