18-årig bilist uden for livsfare

Den unge mand, som søndag aften var involveret i en alvorlig trafikulykke ved Thisted, er nu uden for livsfare. Han er dog stadig indlagt.

190312uheld2.jpg

Den 18-årige bilist fra søndagens trafikulykke skal igennem flere scanninger på Aalborg Sygehus.

 - Hans tilstand er stabil. Men han har fået en meget, meget kraftig hjernerystelse, siger vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj.

Blev ramt af modkørende bil

Ulykken skete søndag aften omkring klokken 19:30. Den 18-årige mand kom kørende mellem Fjerritslev og Thisted af Aalborgvej mod sydvest.

Han ville overhale en bus, men i stedet for at overhale endte han af uforklarlige årsager ude i rabatten.

Derefter krydsede han over i den modsatte vejbane, hvor han bliver ramt i førersiden af en modkørende bil.

Den 40-årige fører af den modkørende bil slap fra ulykken med lettere kvæstelser.