15-årig dømt for at true personale med kniv

Den unge mand er dømt for grov vold, fortæller politiet.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En 15-årig dreng skal tilbringe de næste to år på en ungdomsinstitution, efter han i juni forsøgte at stikke ansatte på institutionen Andromeda i Vilsund med en kniv.

Det oplyser lokalpolitiet i Thisted.

- I første omgang var han sigtet for drabsforsøg, men det er nu ændret til grov vold, efter dommen er faldet, forklarer politikommissær Jørgen Jensen.

Episoden udspillede sig den 10. juni i år, og personalet formåede at afværge og afvæbne den unge mands angreb, hvorefter politiet blev involveret i sagen.

- Det er det, der sker

Dengang forklarede lederen på institutionen Andromeda, Niels Kristensen, overfor TV MIDTVEST, at han ærgrerede sig over, at det var sket, men at det nogle gange kan være vilkårene, når man arbejder med utilpassede unge.

- Det er det, der sker, når vi har med den her gruppe mennesker at gøre, lød det.

Andromeda er et socialpædagogisk skibsprojekt med plads til seks unge, som for det meste bor på Skonnerten Jylland, indtil de er klar til at komme tilbage i samfundet.