13 millioner til bølgeenergi
Thisted Kommune har fået tilsagn om 13 millioner kroner til at etablere et center for bølgeenergi i Hanstholm. Det skriver nordjyske.dk.
- Vi ser bevillingerne som et solidt skulderklap til bestræbelserne i Hanstholm. Nu kan vi sætte fart på at realisere planerne - og vi agter at holde tempoet i de kommende år.
Sådan siger formanden for DanWEC-fonden, Lene Kjeldgaard, til nordjyske.dk.
Thisted kommune har netop fået tilsagn om 13 millioner kroner til at etablere et testcenter for bølgeenergi i Hanstholm.
Det er Energiministeriets Greenlab-pulje, der vil skyde 6,4 millioner kroner i projektet. Vækstforum Region Nordjylland bidrager med et tilsvarende beløb.
Danish Wave Energy Center (DanWEC) forventer, at testcenteret kan klare et fuldskala-anlæg i 2015/16.