10 dage efter løsladelse – nu er 25-årig tyv igen fængslet

En mand har i dag fået en straksdom efter flere indbrud i Thy. Det er kun 10 dage siden, han blev løsladt efter fire måneders fængsel for lignende kriminalitet.

En 25-årig mand har i dag fået en straksdom for flere indbrud. (Arkivfoto)
En 25-årig mand har i dag fået en straksdom for flere indbrud. (Arkivfoto)
Foto: Iris / Scanpix

Det blev kun til 10 dage i friheden for en 25-årig mand fra Thy. Han blev løsladt den 4. september fra Nørre Snede Statsfængsel, men i går blev han anholdt igen, og retten i Holstebro har i dag givet ham en straksdom på 10 måneders fængsel.

Han er dømt for 10 forskellige forhold. Fem af dem er gamle, mens de fem andre forhold er helt nye og altså begået i løbet af de 10 dage, han har været løsladt.

- Han erkendte alle forholdene, og vi kunne derfor gøre sagen færdig i dag, så jeg er godt tilfreds med dommen, siger Mette Olesen, der er anklager i sagen.

Anholdt midt i en lur på en bænk

De fem nye lovovertrædelser dækker blandet andet over indbrud i en villa i Thisted og to indbrud på Køreteknisk Anlæg i Thisted.

- Ved indbruddet i villaen den 9. september blev der stjålet nogle småting, personlige papirer og en bil. Dagen efter var der indbrud både om morgenen og aftenen på Køreteknisk Anlæg. Her blev der stjålet noget benzin og nøgler til flere motorcykler, fortæller kriminalassistent Karl Tange fra lokalpolitiet i Thisted.

Den 25-årig mand blev anholdt mandag i Bedsted, da politiet i forbindelse med en anden sag fandt frem til den stjålne bil fra Thisted.

- Betjentene fik at vide, at bilen skulle repareres, og at manden, der var kommet med den, lå og sov på en bænk i et grønt område i nærheden, siger Karl Tange.

Her kunne betjentene så anholde den 25-årig mand fra Thy.

Fanget på vildtkamera og efterlyst på Facebook

Politiet var hurtigt på sporet af gerningsmanden til indbruddene i Thisted. Blandt andet fordi, en af kørelærerne fra Køreteknisk Anlæg i Thisted havde sat et vildtkamera op.

- Alle nøglerne til motorcyklerne var jo blevet stjålet om morgenen, så jeg var sikker på, at tyven ville komme tilbage. Derfor satte jeg et vildtkamera op og boltede motorcyklerne sammen, siger Palle Lindberg.

Desuden lavede han også et opslag på Facebook, hvor han opfordrede tyven til at aflevere nøglerne tilbage i postkassen.

- Opslaget nåede ud til over 27.000 personer, og en af dem må have været tyven, for om aftenen var der indbrud igen, men her blev der ikke stjålet noget. Til gengæld blev nøglerne til alle motorcyklerne afleveret tilbage i skabet, fortæller Palle Lindberg.

Den 25-årig gerningsmand er nu varetægtsfængslet, indtil han kan begynde afsoningen på de 10 måneders fængsel.

Kørelærer Palle Lindberg har også delt sin glæde over at få motorcykelnøglerne tilbage på Facebook.