To måneders strejke har udsat knap 65.000 behandlinger

Regionernes chefforhandler, Anders Kühnau (S), kalder sygeplejerskestrejke for fastlåst og ser konsekvenser langt ind i efteråret.

Cirka 5000 sygeplejersker - svarende til hver tiende - gik i strejke 19. juni, efter at et flertal havde vendt tommelfingeren nedad til et forslag til en ny overenskomst. Da der i sidste uge blev holdt statusmøde mellem parterne, var der ingen tegn på en mulig forhandlingsløsning.
Cirka 5000 sygeplejersker - svarende til hver tiende - gik i strejke 19. juni, efter at et flertal havde vendt tommelfingeren nedad til et forslag til en ny overenskomst. Da der i sidste uge blev holdt statusmøde mellem parterne, var der ingen tegn på en mulig forhandlingsløsning.
Foto: Anthon Unger/Ritzau Scanpix

Mens en løsning på den nu to måneder lange sygeplejerskestrejke lader vente på sig, hober antallet af udskudte operationer og ambulante kontakter sig op.

I sidste uge blev 8231 ambulante kontakter og 1471 kirurgiske indgreb udskudt grundet strejken - næsten dobbelt så mange som ugen før.

Det viser en opgørelse fra Danske Regioner.

Samlet set er 55.718 ambulante kontakter og 8949 operationer udskudt, siden strejken brød ud 19. juni. Det giver til sammen 64.667 udskudte behandlinger.

Regionernes chefforhandler og formand for Region Midtjylland, Anders Kühnau (S), meddelte tirsdag, at han ser mulighederne for en forhandlingsløsning for udtømte.

Optimismen er ikke vokset det seneste døgn

- Vi står i en rigtig trist situation, hvor tusindvis af danskere har fået udskudt deres operation eller undersøgelse.

- Og i Danske Regioners bestyrelse ser vi på situationen med stor alvor. Konflikten har kørt i lang tid, og det har desværre mærkbare konsekvenser for patienterne og deres pårørende, siger han i en pressemeddelelse.

Forudser langvarige konsekvenser

Strejken går ud over de planlagte, ikke-akutte indgreb og kontakter. Og Anders Kühnau forudser langvarige konsekvenser af strejken.

- Samtidig får strejken stor indflydelse på sundhedsvæsenet langt ind i efteråret, fordi alle de mange udskudte behandlinger skal indhentes ved siden af alt det andet, som hver dag skal løses på hospitalerne.

Han kalder situationen for "fastlåst" og mener, at sygeplejerskerne ikke har formået at stille "realistiske og konkrete" krav.

- Det er trist, for i Danske Regioners bestyrelse ser vi gerne konflikten stoppet hurtigst muligt af hensyn til patienterne. Vores dør er dog altid åben, hvis DSR (Dansk Sygeplejeråd, red.) skulle komme på andre tanker.

Antallet af udskudte behandlinger skal ses på baggrund af, at der i gennemsnit er op mod 300.000 ambulante kontakter om ugen i sundhedsvæsenet.

Aktuelt er 5700 sygeplejersker i strejke i regioner og kommuner landet over.

Det vil gradvist blive øget og nå 6500 per 7. september, med mindre der findes en løsning på konflikten forinden.

Regeringen har indtil videre afvist at gribe ind i striden.