Sygeplejersker til demo skal vinde befolkningens sympati og skaffe flere lønkroner

Flere sygeplejersker gik lørdag på gaden i Viborg. De kæmper for højere lønninger i faget.

0:51
Gaderne i Viborg var i dag fuld af sygeplejersker, der forsøgte at sprede budskabet med deres strejke.
Foto: Ditte Georg Wraae, TV MIDTVEST

Lørdag nat gik sygeplejerskernes kamp for en bedre løn over i ny fase, da hver 10. sygeplejerske landet over nedlagde arbejdet for at strejke. 

I Viborg blev utilfredsheden med lønnen ikke kun markeret ved at blive væk fra arbejdet. 

Flere sygeplejersker gik også på gaden for at vinde befolkningens sympati og fortælle om strejken og konflikten. 

- Vi forsøger at komme i dialog med borgerne for at forklare, hvorfor strejken er så vigtig for os, siger narkosesygeplejerske på Viborg Sygehus Inge Brinch. 

Hun er medlem af Kredsbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd og har sammen med en anden sygeplejerske arrangeret den første demonstration i Viborg, der foregår under sygeplejerskens landsdækkende strejke.

- Det er vigtigt for os at komme i dialog med borgerne og fortælle, hvorfor det er nødvendigt med en strejke, siger hun. 

10 procent strejker

I alt strejker omkring 5.000 sygeplejersker eller cirka hver 10. sygeplejerske i både regioner og kommuner.  

Det er ikke borgerne, der afgør jeres løn. Hvorfor er det vigtigt med deres forståelse?

- Borgerne kan være med til at lægge et pres på politikerne, så det bliver taget seriøst, forklarer Inge Brinch

Ifølge initiativtageren til lørdagens demonstration er sygeplejerskens skilte og slagord blevet taget godt imod. 

- Jeg har ikke mødt negative borgere. Rigtig mange udtrykker sympati for vores strejke, siger hun. 

- Jeg føler, at vi har kolossal opbakning. Det er jeg meget taknemmelig for, da det er borgerne, vi skal have med på vores side. 

I Silkeborg Kommune er strejken blevet aflyst i sidste øjeblik til stor utilfredshed for sygeplejerskerne