Regioner efter indgreb: Nu skal vi af med puklen af operationer

Danske Regioner glæder sig på patienternes vegne, men havde håbet på sygeplejerskeaftale uden regeringen.

Kühnau

Danske Regioner glæder sig på patienternes vegne over, at der nu er udsigt til en afslutning på sygeplejerskestrejken, da der er et lovindgreb fra Folketinget på vej.

Det skriver Danske Regioner, der er arbejdsgiver for godt to tredjedele af de danske sygeplejersker, i en pressemeddelelse.

- Mange danskere har fået udskudt deres behandling på hospitalet på grund af konflikten, og nu vil vi have fuldt fokus på at få indhentet alle de udskudte operationer og undersøgelser så hurtigt som muligt, siger Anders Kühnau (S), formand for Danske Regioners løn- og praksisudvalg og chefforhandler, i pressemeddelelsen.

Onsdag meddelte regeringen, at den vil stande konflikt. Forligsmandens mæglingsskitse, som sygeplejerskerne ellers strejker imod, bliver ophøjet til lov såfremt der er flertal i Folketinget.

Anders Kühnau havde dog hellere set, at parterne selv var kommet til enighed.

- Nu ser det ud til at ende med et indgreb, men der er ingen tvivl om, at jeg helst havde set, at vi kunne have lavet en overenskomstaftale med sygeplejerskerne, ligesom vi landede aftaler med de andre medarbejdergrupper.

Regionerne vil nu fokusere på at "finde tilbage til en god hverdag på arbejdspladserne".

Samtidig skal der fortsat arbejdes på at gøre hospitalerne til "attraktive arbejdsplads for sygeplejerskerne".

- Vi er blandt andet i gang med at indføre bedre introduktionsforløb for nyuddannede med mere tid til oplæring, skabe bedre sammenhæng i praktikforløb og gøre det mere attraktivt at arbejde fuld tid. Den vej skal vi videre ad, siger Anders Kühnau.