Kühnau vil have regeringspenge til sygeplejerskerne: Men DSR takker nej

Anders Kühnau er chefforhandler for Danske Regioner, og han mener, at sundhedsvæsnet bryder sammen, hvis ikke regeringen finder flere penge til sygeplejerskernes løn.

2:30
Anders Kühnau fra Danske Regioner og Bente Alkærsig Rasmussen fra Dansk Sygeplejeråd er ikke enig om, hvordan sundhedsvæsnet skal kommer over sin venteliste-pukkel.
Foto: Bent Leth, TV MIDTVEST

For en måned siden greb regeringen ind i sygeplejerskernes ti uger lange strejke, fordi Dansk Sygeplejeråd og Danske Regioner ikke kunne blive enige om en lønaftale.

Men nu forsøger Anders Kühnau, der er chefforhandler for regionerne, at komme de stadig utilfredse sygeplejersker i møde. Han mener, at regeringen er nødt til at smide penge i en krisekasse, så regionerne kan få blandt andet sygeplejerskerne til at tage ekstravagter igen.

- Det er både ekstra penge for ekstra arbejde lige nu, og så er det en klar tilkendegivelse af, at når vi når til overenskomstforhandlinger igen på den anden side af den lønkomité, der bliver nedsat, så skal der også være udsigt til mere i lønningsposen, siger Kühnau.

Men Danske Regioner mener først, der skal penge i den pose, når der skal forhandles en ny overenskomst, og det er som udgangspunkt først i 2024.

Flere skal lokkes tilbage i faget

I Dansk Sygeplejeråd har 1. næstformanden i Kreds Midtjylland, Bente Alkærsig Rasmussen, ikke meget tilovers for den idé. Hun er enig med chefforhandleren i, at der bør gøres noget, men hun mener ikke, penge til overarbejde er den rigtige løsning.

- Det skal ikke kun gøres ved, at man betaler noget for over- og merarbejde. Man skal betale, så sygeplejerskernes grundløn stiger, så vi kan rekruttere flere tilbage i faget. Det grundlæggende problem er, at der ikke er nok sygeplejersker til at levere de ydelser, der skal leveres til sundhedsvæsnet lige nu, siger hun.

Ifølge Bente Alkærsig Rasmussen arbejdede sygeplejersker i Region Midtjylland frivilligt sidste år, hvad der svarer til 36.000 ekstratimer. Derfor mener Dansk Sygeplejeråd, at det er en nødvendighed, at der kommer flere penge i lønningsposen nu, så flere sygeplejersker, der ellers har forladt faget, får lyst til at vende tilbage.

- Hvis de skal tilbage, så skal de kunne se, at der er et ordentligt arbejdsmiljø, og at der ikke er et arbejdspres, hvor man hele tiden bliver pålagt ekstra vagter, fordi man ikke kan få tingene til at hænge sammen, siger Bente Alkærsig Rasmussen.

Nej tak til mere løn for overarbejde

Lige nu er sygehusenes ventelister i Region Midtjylland meget lange, og Anders Kühnau, der også er regionsrådsformand i regionen, kalder situationen i sundhedsvæsnet for ”en kæmpe udfordring”.

- Vi har nogle venteliste-pukler blandt andet på grund af COVID. Og oven i det har vi rigtig mange, der er syge i vores samfund, og derfor bliver vi nødt til i den kommende tid at bede vores personale – sygeplejersker og mange andre faggrupper – om at arbejde mere, og det skal vi selvfølgelig kunne honorere, siger han.

Men det vil sygeplejerskerne ikke være med til. De mener, de har haft rigeligt overarbejde de seneste mange år, og derfor hjælper det ikke at lede efter flere penge til betaling for merarbejde.

- Det, han faktisk beder om, er, at de sygeplejersker, der er tilbage, skal bare arbejde endnu mere. Og det er jo langt, langt ud over fuldtid, de skal arbejde, og det betyder jo, at de ikke kan få arbejdsliv og fritidsliv til at hænge sammen, siger Bente Alkærsig Rasmussen fra DSR.