Kredsformand for Dansk Sygeplejeråd om lovindgreb: - Det er en voldsomt skamfuld beslutning

Kredsformand for Kreds Midtjylland i Dansk Sygeplejeråd er dybt utilfreds med, at regeringen nu vil gøre en ende på sygeplejestrejken med et lovindgreb.

Anja Laursen, der er formand for Dansk Sygeplejeråd i Kreds Midtjylland, ærgrer sig over, der skal større konsekvenser til, før en aftale kommer på plads.
Anja Laursen, der er formand for Dansk Sygeplejeråd i Kreds Midtjylland, ærgrer sig over, der skal større konsekvenser til, før en aftale kommer på plads.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Der er ingen rosende ord til regeringen fra Dansk Sygeplejeråds formand for Kreds Midtjylland, efter regeringen onsdag aften fortalte, at den vil gøre en ende på sygeplejerskernes strejke med et lovindgreb. 

- Jeg synes, det er en voldsomt skamfuld beslutning. Vi har kæmpet hårdt, og vi forventede, at regeringen ville tage det alvorligt, siger Anja Laursen til TV MIDTVEST. 

Regeringen fremsætter et lovforslag til hastebehandling i Folketinget i morgen torsdag og forventer, at det træder i kraft på lørdag 28. august. Dermed kan Danmarks historiens længste strejke snart være slut, men det betyder ikke, at problemerne er det. 

- Sygeplejerskerne bliver vrede over det her, og det forstår jeg godt. Jeg tror, vi skal se ind i en tid, hvor de ikke vil være så fleksible, som de har været i rigtig mange år, siger kredsformanden til TV MIDTVEST.

Tidligere på dagen kom Sundhedsstyrelsen med en statusrapport, som vurderede, at strejken har medvirket til et efterslæb på cirka 35.500 udskudte operationer. Det er et af regeringens argumenter for, at det var tid til at gribe ind i konflikten netop nu. 

Men ifølge kredsformanden kan lovindgrebet være med til at efterslæbet bliver forsinket yderligere.

- Den her pukkel kræver massive mængder af sygeplejersker for at blive afviklet, men mange sygeplejersker vil nu sige, at de ikke vil arbejde mere, end de de er ansat til, siger Anja Laursen.

Indtil videre har Enhedslisten, SF, Dansk Folkeparti og Alternativet meldt ud, at de stemmer imod forslaget, mens Radikale og flere borgerlige partier bakker op om regeringen.