Sundhedsprofessor om Gødstrup-forsinkelser: Man har villet mere, end der var penge til

Kjeld Møller Pedersen peger på dårlig planlægning og overraskende kompleksitet i byggeriet som en af forklaringerne på, at blandt andet sygehuset i Gødstrup er blevet forsinket igen og igen.

- Der dukker altid uforudsete ting op. Der kan også være ønsker om ændringer – især over sådan en lang periode. Men det var der egentlig taget højde for i budgetterne, fortæller sundhedsprofessor Kjeld Møller Pedersen.
- Der dukker altid uforudsete ting op. Der kan også være ønsker om ændringer – især over sådan en lang periode. Men det var der egentlig taget højde for i budgetterne, fortæller sundhedsprofessor Kjeld Møller Pedersen.

Forsinkelsen af supersygehuset i Gødstrup handler langt hen ad vejen om dårlig planlægning.

Det mener Kjeld Møller Pedersen, der er professor i sundhedsøkonomi og sundhedspolitik ved Syddansk Universitet. Sammen med fire andre sad han fra 2007 til 2013 med i det, der hed Erik Juhl-udvalget, der var med til at godkende landets supersygehusbyggerier og i den forbindelse rådgive regeringen.

I dag kan han fra sidelinjen se til, at flere af sygehusbyggerierne et årti senere er udfordret af budgetoverskridelser og gentagne forsinkelser – blandt andet byggeriet i Gødstrup.

- Nogle af forsinkelserne har overrasket mig. Det er der ingen tvivl om. Det lader til, at man allerede fra begyndelsen har været for optimistisk, siger Kjeld Møller Pedersen til TV MIDTVEST.

Flere planer end penge

Det skulle ellers være så godt, da første spadestik til det gigantiske sygehusbyggeri blev taget i 2012. Men byggeriet af supersygehuset i Gødstrup, der skal afløse sygehusene i Herning og Holstebro, er blevet forsinket igen og igen gennem årene. For nylig lød meldingen, at den seneste udmelding om, at flytningen ville ske i september, nu er udskudt til første kvartal af 2022.

Ifølge professoren i sundhedsøkonomi skyldes de mange forsinkelser og det uskønne forløb flere ting.

- Den ene er, at man overordnet er blevet overrasket over opgavens kompleksitet. Planlægningen har simpelthen været for ringe, og man har villet mere, end der var penge til, siger han.

Til spørgsmålet om, hvorvidt regionerne ganske enkelt ikke har været opgaven voksen, giver Kjeld Møller Pedersen et svar, som han selv betegner som ubrugeligt.

- For det er svært at se, at der var nogen, der ville være bedre til det, lyder det.

For det at bygge kæmpesygehuse i landets regioner er en vanskelig og kompleks opgave, og budgetterne i omegnen af 50 milliarder kroner på landsplan er markant større end ved et almindeligt byggeri og i en skala, der kræver helt andre strenge at spille på.

- Men man har hele tiden vidst, hvor mange penge, der var til rådighed. Og der har været sat ekstra penge af i budgettet til uforudsete ting, forklarer Kjeld Møller Pedersen

Hvordan kan det så alligevel gå galt?

- Appetitten har været større end pengene tillod. Måske har man troet, at der ville komme ekstra penge, men det har ikke været tilfældet, for der har været ført meget tæt kontrol.

Køkken, sengepladser og fjernsyn sparet væk

Men gennem årene har der flere gange været brug for at finde penge i budgettet.

I 2013 betød det, at regionen varslede, at sygehuset til 3,15 milliarder kroner risikerede at blive bygget uden køkken.

I 2015 førte en tilpasning i budgettet til en reduktion i af antallet af senge, så hospitalet efter tilpasningen får 409 senge - 45 senge færre end i de hidtidige planer.

I 2018 besluttede politikerne i Region Midtjylland så at spare fjernsyn på patientstuerne i Gødstrup væk. I februar 2021 valgte et flertal dog alligevel at bruge penge på det.

- Så er der altså flere gange blevet prioriteret helt hen i vejret. Når jeg har fulgt byggerierne, har jeg sommetider set, at man vælger noget fra, hvor man tænker, at der er noget helt galt, lyder reaktionen fra sundhedsprofessoren.

Den præcise dato for indvielsen af sygehuset i Gødstrup er ikke på plads endnu, men Region Midtjylland forventer at kunne melde den ud i slutningen af august. Lige nu peger pilen på en åbning i første kvartal af 2022.

Men er byggeriet så klar til åbning dér? Ja, lyder det fra Kjeld Møller Pedersen.

- Men virkeligheden er jo også, at der nu for alvor ligger en prestige i at mindst én af fristerne bliver overholdt.