Statsministeren: Undskyld Vestjylland

Statsminister Lars Løkke Rasmussen siger undskyld til Vestjylland. Han erkender, at han har fejlvurderet vestjydernes bekymring om et sygehus i Gødstrup.

Statsministerens undskyldning står sort på hvidt i søndagens udgave af Jyllands-Posten. I avisen erkender Lars Løkke Rasmussen, at han har undervurderet de bekymringer, vestjyderne har om et nyt sygehus i Gødstrup.

 - Vi har fejlvurderet bekymringen og utrygheden. Det svarer til, at vi har bygget sygehuset uden at støbe fundamentet først. Det er en klar fejl fra vores side, siger statsministeren til avisen.

Undskyldning betyder ikke ny placering

Men selvom Lars Løkke Rasmussen siger undskyld, skal vestjyderne ikke forvente en ny diskussion om, hvor sygehuset skal ligget. Det ligger stadig helt fast, at der skal bygges i Gødstrup, siger han. Han erkender kun, at det måske er gået for stærkt med at tage beslutningen.

Undskyldning er ikke nok til at stoppe medlemsflugt

Flere af de lokale Venstre-foreninger i Vestjylland har mistet op mod 25 procent af medlemmerne, blandt andet på grund af sygehus-placeringen. Og de medlemmer kommer ikke tilbage, selvom statsministeren siger undskyld. 

 - Jeg kan kun ryste på hovedet. Vi har råbt så højt, som vi kunne, og han har ikke lyttet. Nu ryster statsministeren i bukserne, fordi han har indset, at hele Vestjylland kan tabes på gulvet, siger f.eks. formanden for Venstes vælgerforening i Struer, Erling Forbeck, til Jyllands-Posten.