Nu er alle medarbejdere samlet: Ny arbejdskultur skal skabes

Medarbejdere fra sygehusene i Herning og Holstebro er nu samlet på Regionshospitalet Gødstrup.

Medarbejderne fra sygehusene i Herning og Holstebro skal nu arbejde sammen i Gødstrup.
Medarbejderne fra sygehusene i Herning og Holstebro skal nu arbejde sammen i Gødstrup.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

Første arbejdsdag i nye lokaler, første møde med nye kollegaer, første besøg i den nye blodbank. 

Der er mange ”første gange” i denne uge på Regionshospitalet Gødstrup, for nu er  personalet fra sygehuset i Herning rykket også ind.

- Jeg var slet ikke klar over, at jeg var den første, men det er da helt vildt at få sådan en modtagelse. Det er da fantastisk at prøve at være den første, siger bloddoner Mette Guldberg. 

Mette Guldberg (K), der også er by- og regionsrådspolitiker, blev budt velkommen med balloner, blomster og kagemand, for hun var den første i stolen i den nye blodbank på Regionshospitalet Gødstrup. Sygeplejerske Lise Christoffersen stod for stikket, og det var også hendes første dag i de nye omgivelser.

- Vi har da glædet os til at skulle herud og få det hele samlet på en matrikel, og vi har nogle lækre lokaler her. Jeg synes, det er dejligt, siger Lise Kristoffersen.

Lise Kristoffersen (t.v.) og Mette Guldberg.
Lise Kristoffersen (t.v.) og Mette Guldberg.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

Ny fælleskultur

Louise Kramer Markussen er tillidsrepræsentant og bioanalytiker på Regionshospitalet Gødstrup. Hun kommer fra sygehuset i Holstebro, og har derfor haft sin gang i Gødstrup i de fem uger, der gået siden Regionshospitalet Holstebro lukkede.

- Vi skal lære hinanden at kende, og vi skal lære et nyt sted at kende, så det er en udfordring. Selvom vi har haft de samme procedurer i Holstebro og Herning, så gør man alligevel ting forskelligt, siger Louise Kramer Markussen.

Og netop opgaven med at få to arbejdskulturer til at mødes, er der blevet arbejdet på i mere end 10 år frem mod flytningen. Der er blandt andet blevet holdt fælles personalemøder på tværs af de to sygehuse. 

Det er vigtigt, at medarbejderne får skabt sig en ny fælles hverdag, mener Ida Gøtke, der er sygeplejefaglig direktør på Regionshospitalet Gødstrup.

- Der har jo været en vis nervøsitet fra herningfolkenes side, for nu kom Holstebro først herud, og var det så en Holstebro-kultur, der blev gældende? Og der har vi sagt nej - vi definerer den tredje kultur, som er Gødstrup-kulturen, siger hun.

Første dag i den nye blodbank fejres med pynt og kage.
Første dag i den nye blodbank fejres med pynt og kage.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

Gode forudsætninger

Postdoc og projektleder Louise Møller Pedersen fra Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet har, sammen med en håndfuld andre forskere, undersøgt, hvordan stemningen omkring flytningen har været blandt de ansatte. 

- Vores resultater viste, at langt de fleste på forhånd var positive omkring flytningen og glæder sig, og det har overrasket mig, at stemningen var så entydig, siger hun.

Der var allerede godt gang i at pleje fællesskabsfølelsen, da en af hospitalets største afdelinger med 500 medarbejdere mødtes til fælles frokost på den første dag. Det blev første skridt mod at lægge Holstebro og Herning bag sig og fokusere på Gødstrup-kultur.