Henter studerende i bus: Gødstrup vil vise høj faglighed og fællesskab

For første gang åbner Regionshospitalet Gødstrup op for Karrieredag, hvor nyuddannede og kommende studerende kan se, hvordan det er at arbejde på hospitalet.

Det vil også være nyuddannede radiografer, sygeplejerske, bioanalytiker og andre, der vil fortælle om deres arbejde på Gødstrup.
Det vil også være nyuddannede radiografer, sygeplejerske, bioanalytiker og andre, der vil fortælle om deres arbejde på Gødstrup.
Foto: Søren Braad Andersen, Regionhospitalet Gødstrup

Hvordan er det at starte som nyuddannet på Regionshospitalet Gødstrup, og hvordan er fællesskabet der?

Det er bare nogle af de spørgsmål, som både nyuddannede og studerende indenfor sundhedsfagene kan få svar på til ”Karrieredag”, som Regionshospitalet Gødstrup står bag.

- Vi vil gerne vise, hvad vi er for en arbejdsplads, og vi vil gerne vise vores fællesskab. Det er ikke kun et fag, som man forholder sig til, derfor vil vi gerne vise både faciliteterne og det sociale, forklarer Sine Dyhre-Petersen, der er HR-konsulent ved Regionshospitalet Gødstrup.

På dagen vil det både være nyuddannede og erfarne sundhedspersonale, der skal vise arbejdspladsen, så de besøgene bliver mødt i øjenhøjde, forklarer konsulenten.

Håber på flere hænder

Karrieredagen er tiltænkt alle, som uddanner sig til, eller som overvejer at uddanne sig til bioanalytiker, sygeplejerske, radiograf, jordemoder, klinisk diætist, fysioterapeut eller ergoterapeut eller nyuddannede.

Og her er formålet også at kunne tiltrække flere medarbejdere til det nye hospital.

- Vi ønsker naturligvis også at kunne rekruttere flere til netop Gødstrup. Vi vil gerne have folk herud, og jeg tænker, at det er nemmere at vælge en arbejdsplads til, hvis har været der og fået et billede af både kollegaerne og selve arbejdspladsen, og det får man til karrieredagen, forklarer Sine Dyhre-Petersen.

Ifølge konsulenten er det ikke alle studerende, der kommer i praktik på Regionshospitalet i Gødstrup, og dermed får en fornemmelse af arbejdsmiljøet.

De besøgene kommer også til at høre mere om et introforløb for nyuddannede, som varer i to år.

- Det kan godt være, man er uddannet, men man skal først lære at bruge sin uddannelse. Der er selvfølgelig forventninger, så forløbet er for, at alle får den bedste start på sin karriere, siger hun.

Indtil videre er omkring 160 tilmeldt til arrangementet, der indbefatter gratis frokost og betalt transport.

Karrieredagen løber af stablen 22. november 2022 fra klokken 10-14.